Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 25.4.2010

Efterlønnens mange ansigter

Af Lars Olsen

Efterlønnen er igen til debat – også her i avisen. I denne uge nåede presset på efterlønnen helt ind i Venstres folketingsgruppe, hvor en del medlemmer forlanger ordningen afskaffet. Men desværre føres diskussionen ofte med nogle atypiske eksempler på nethinden:

»I dag er det tandlæger, arkitekter og højtlønnede raske mennesker, som gerne vil have tid på golfbanen, der benytter efterlønnen. Efterlønnen skal være for de nedslidte,« lød det for nylig fra Hernings borgmester, Lars Krarup (V), der opfordrede sine partifæller til at droppe berøringsangsten.

Billedet af golfspillende akademikere er udbredt, men ikke desto mindre forkert. Kun 2 procent af efterlønnerne – to procent! – har en lang videregående uddannelse som arkitekt, tandlæge eller lignende. 39 procent af efterlønnerne er ufaglærte og 44 procent faglærte – det vil sige murere, tømrere, kontorassistenter m.v.

Hvem er den typiske efterlønner? Det er min hustru, Karin, som nu er 55, men går på efterløn som 62-årig. Karin kom i kontorlære som 17-årig og har været i arbejde stort set siden. Når hun bliver 62, har hun været 45 år på arbejdsmarkedet. Er hun nedslidt? Nej, men hun har ydet sit.

Måske er det nødvendigt med begrænsninger i efterlønnen for en akademiker som mig, der kom på arbejdsmarkedet som 29-årig efter endt universitetsuddannelse. Efterlønnen er imidlertid en social konflikt. To forskellige livsformer tørner sammen: De højtuddannedes og de faglærte/ufaglærte.

De højtuddannede kommer ikke bare senere på arbejdsmarkedet. Som regel har de også attraktive og godt betalte jobs. Mange har energi og lyst til at arbejde som 60-65-årige – af samme grund betragtes efterlønnen som overflødig luksus af økonomer, mediefolk og andre i »de uddannede klasser«. Sådan er det bare ikke for mange af de faglærte og ufaglærte; de lever ikke gennem arbejdet, men arbejder for at leve.

Det hører med, at efterlønnen på sigt beskæres kraftigt med velfærdsaftalen fra 2006, som næsten hele Folketinget står bag. Fra 2019 hæves efterløns- og pensionsalderen år for år, og det ganske dramatisk – den forhøjes med stigningen i levealderen. Hvert eneste ekstra år i levealder skal fremover tilbringes på arbejdsmarkedet.

Konsekvensen er, at de kommende generationer skal arbejde meget længere. Da Jyllands-Posten for nylig skrev om de nye prognoser for middellevetiden, talte avisen også med dansk politiks førende efterlønshader, den radikale Morten Østergaard. Han så intet problem i, at folk uden efterløn fremover skal arbejde til de er 73. Nutidens unge vil »i højere grad end tidligere få en lang uddannelse og dermed komme senere ind på arbejdsmarkedet«, argumenterede han.

Jo tak, vi får godt nok flere akademikere, men også fremover har vi brug for tømrere, maskinteknikere og frisører – folk der typisk starter i lære som 16-18-årige. Men hvis det står til politikere som Lars Krarup og Morten Østergaard, skal fremtidens Karin’er tilbringe mindst 55 år på arbejdsmarkedet, held og lykke!

I sidste ende handler det om fordelingen af samfundets ressourcer. Først nyder de højtuddannede godt af verdens højeste uddannelsesstøtte, så har de spændende og godt betalt job, i de seneste årtier har mange tillige fået bugnende friværdier, og lige nu kan de glæde sig over store lettelser i topskatten – det er der tilsyneladende råd til.

Efterlønnen kan godt begrænses for de bedrestillede, for eksempel ved at øge kravet om A-kassemedlemskab fra 30 til 35-40 år. Men også fremover bør der være efterløn til dem, som tog et langt livs slid med de knap så spændende jobs.