Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.9.2011

Dialog eller klassekamp?

Af Lars Olsen

Fagbevægelsen må i en årrække holde lønningerne i ro, mens virksomhederne skal øge investeringerne og skabe flere job. Fører valget til en »rød« regering, skal der etableres en trepartsaftale om styrkelse af Danmarks konkurrenceevne.

Det fastslog Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i torsdags her i avisen. Udspillet blev modtaget overraskende positivt, også af FOA-formand Dennis Kristensen der ofte kører sit eget løb. FOA vil holde igen på lønnen, hvis de offentlig ansatte får noget til gengæld – tryghed, efteruddannelse, medbestemmelse og lignende.

Med Sass Larsens udspil søger S-toppen at redde den »sociale kontrakt« i S-SFs økonomiske plan. Den bygger på en byttehandel: Fagbevægelsen går med på øget arbejdstid – de berømte »12 minutter« - til gengæld bevares efterlønnen. Dette forekommer mindre sandsynligt nu, hvor de radikale har været til bal i den borgerlige og reelt afskaffet efterlønnen. I stedet vil S-toppen etablere en ny byttehandel, hvor fagbevægelsen veksler løntilbageholdenhed med job og reformer til gavn for lønmodtagerne.

Udspillet ligger da også i forlængelse af en god dansk tradition for socialt kompromis, hvor vi »løfter i flok«. Et af de mest perspektivrige er Fælleserklæringen fra 1987. Hér aftalte fagbevægelsen, arbejdsgiverne og den daværende Schlüter-regering, at lønstigningerne blev beskedne, til gengæld oprettedes arbejdsmarkedspensioner til de faglærte og ufaglærte LO-grupper.

Politisk går traditionen tilbage til Stauning og Kanslergadeforliget i 1933. Mens Hitlers stormtropper smadrede den tyske arbejderbevægelse, førte krisen i Danmark til kompromis mellem de sociale interesser. Sass Larsens udspil er således mere lyserødt end ræverødt. Fremgangsmåden er praktiseret af både socialdemokrater og midtsøgende borgerlige – ofte sekunderet af råb og skrig fra den yderste venstrefløj.

VK-regeringen har, støttet af de borgerlige medier, kørt en hård kampagne imod »de 12 minutter«. Det er bare fugle på taget, til forskel fra regeringens barske reformer der skaffer »sikre penge«, siges det. Men sådan er forhandlingsforløb. Forskellige interesser skal bøjes imod hinanden for at skabe balance.

Med til billedet hører, at regnestykket bag forringelsen af efterløn og pension reelt er langt mere usikkert, end regeringen vil vedgå. Der tages for eksempel ikke højde for, at mange høj- og mellemindkomster for overkommelige penge kan etablere en privat efterlønsordning og dermed forlade arbejdsmarkedet. Desværre har ingen af de store medier for alvor kigget regeringens dokumentation efter i sømmene.

I virkeligheden handler det ikke om sikre eller usikre penge, men om et fundamentalt valg mellem to forskellige veje – både i fremgangsmåde og social fordeling. Når Lars Løkke Rasmussen kalder Venstre for »det moderne arbejderparti«, er det valgkampens dårligste vits. Realiteten er, at han i særlig grad har sendt regningen for krisen til arbejderklassen: Kortere dagpenge, dårligere efteruddannelse, ringere efterløn og pension. Og det sker efter en længere årrække, hvor de velbjærgede danskere har ophobet store gevinster på boliger, aktier og skattelettelser.

Ved valget på torsdag skal danskerne vælge: Social kontrakt eller klassekamp? Løkke & Co. har valgt det sidste. Konsekvensen bliver ikke bare større ulighed, men også sociale spændinger og kampe, som ingen er tjent med. Med Danmarks store udfordringer har vi brug for det modsatte: Kompromis og social balance. En velkendt vej, der tidligere har tjent os vel.