Klumme i Jyllands-Posten 30.1.2011

Kampen om den tredje alder

Af Lars Olsen

Det kaldes »den tredje alder«. Årene, hvor vi ikke arbejder så meget, men stadig er raske og rørige. Årene, hvor ældre med appetit på livet står i genbrugsbutikken, passer børnebørnene, spiller golf eller laver frivilligt socialt arbejde.

For det brede lag er »den tredje alder« relativ nyt. For 30 år siden var nogle raske langt oppe i årene, men de var ikke så mange. Tillidsfolk i det gamle arbejdsmandsforbund beretter, hvordan mange ufaglærte dengang slæbte sig de sidste år frem til folkepensionen – og døde få år efter.

Opgøret om efterlønnen er reelt en kamp om »den tredje alder«. Det er nødvendigt, at vi arbejder længere, når vi bliver ældre og sundere – striden står om hvor meget og hvem.

Danskerne er allerede i fuld gang med at hæve tilbagetrækningsalderen. I dag går de fleste ikke på efterløn som 60-årige, men venter til 62 eller senere, godt hjulpet på vej af de stramninger, politikerne blev enige om i 1998. Med velfærdsforliget var der så bred enighed om fra 2019 at forhøje efterløns- og pensionsalderen til 62 og 67 – dermed vil de fleste være mindst 64, før de går på efterløn.

For regeringen er disse markante ændringer imidlertid ikke nok: Vi skal tidligst forlade arbejdsmarkedet som 67-68-årige. Udspillet bakkes op med statistikker over, hvordan vi gennemsnitlig lever længere – og medierne lapper det i sig. Der er bare to problemer:

For det første overser gennemsnitstallene en betydelig ulighed i sundhed. En 30-årig ufaglært mand forventes at blive 75, en jævnaldrende med videregående uddannelse 79 (i begge grupper lever kvinderne længere). Og den sociale ulighed er voksende. Det er frem for alt de højtuddannedes levealder, der er steget.

For det andet er alle år ikke gode år. De fleste ældre oplever en årrække, hvor de er alt andet end raske og rørige. En 60-årig kortuddannet mand har i snit 4,3 år med funktionsnedsættelse, en jævnaldrende med lang uddannelse 3,5 (blandt kvinderne er forskellen endnu større: 7,7 mod 5,8).

De nedslidte kan jo få den nye seniorførtidspension, siger regeringen. Det lyder også fint på tv, men holder ikke i virkeligheden. Jeg hørte i sidste uge ledende overlæge Lilli Kirkeskov, Bispebjerg Hospital, sætte kød og blod på spørgsmålet: Det handler om tagdækkeren, der har slidgigt i knæene efter et langt arbejdsliv. Og om rengøringsassistenten, der har tennisalbue og forgæves er søgt omplaceret.

Begge er i 50erne, søger at hænge på arbejdsmarkedet, men har stadig flere sygedage og ser frem til efterlønnen. De er – som overlægen sagde – havnet »mellem to stole«: For syge til at arbejde, men for raske til førtidspension. Og dét ændres ikke med regeringens udspil. Den nye seniorførtidspension forkorter sagsbehandlingen, men fastholder de skrappe kriterier.

På kort formel: Regeringens forslag er ekstremt. Danmark får Europas suverænt højeste tilbagetrækningsalder. Og store grupper af kortuddannede kan kigge i vejviseren efter »den tredje alder«. Derimod vil de bedrestillede fortsat nyde et otium med mange gode år. De har simpelthen flere år at tage af – og kan om nødvendigt trække på lukrative pensionsordninger og friværdi.

Men efterlønnerne er ikke de allersvageste, lyder det fra borgerlige politikere og meningsdannere, som henviser til folk på kontanthjælp, førtidspension etc. Normalt er mantraet ellers, at »det skal betale sig at arbejde«, men det glemmer vi lige. Tagdækkeren og rengøringsassistenten har ydet mange år til samfundet, ofte mere end 40 år på arbejdsmarkedet, men hér er ikke »noget for noget«, kun et los bagi.