Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.9.2011

En farlig mand

Af Lars Olsen

»Se altid frem – aldrig tilbage«. Det er mantraet i vort såkaldt postmoderne samfund. Kommentatorerne kan i timevis spekulere i alle tænkelige scenarier for fremtiden, derimod regnes sidste år allerede som fjern og dybt uinteressant fortid.

Det kan statsministeren prise sig lykkelig for. Han beder vælgerne om fire år mere ved at slå på erfaring, kompetence og lederskab. Virkeligheden er imidlertid, at Løkke i sine ti år som ledende regeringspolitiker har haft en påfaldende uheldig hånd med afgørende beslutninger.

Det mest aktuelle er den økonomiske krise. Nu har regeringen fremlagt en vækstplan, for få måneder siden afviste den ellers oppositionens forslag om at fremrykke offentlige investeringer – Danmark havde angivelig lagt »krisen bag os«. Hvorfor? Det ensidige fokus på budgetbalance i 2020 passede som fod i hose til en liberal dagsorden om at fjerne efterlønnen, først lige inden valget regnedes det for opportunt også at tale om vækst og job.

Dette eksempel er dog også omdiskuteret. Kovendingen i den økonomiske politik er så ny, så selv tv-journalister kan huske det. Det samme er tilsyneladende ikke tilfældet med det, som for få år siden blev kaldt Løkkes »svendestykke«: Strukturreformen.

Hér blev amterne erstattet med de fem regioner, som Løkke nu også vil nedlægge. Samtidig blev kommuner i stort tal lagt sammen. Løkkes daværende chef, Anders Fogh Rasmussen, var skeptisk overfor de mange kommunesammenlægninger, men Løkke skabte målbevidst en situation, hvor toget »ikke kan stoppes«. Reformen endte da også med de 100 kommuner, som Løkke opererede med, helt præcis 98. Baggrunden var teknokratiske stordriftsforestillinger, tilsat liberalistiske drømme om mere udlicitering.

Kommunalreformen har imidlertid ikke udløst de postulerede »stordriftsfordele«. I stedet er der ansat et hav af chefer og akademikere for at styre de nye store enheder. Samtidig viser undersøgelser, at borgernes tillid til de folkevalgte er faldet markant i de nye storkommuner. Demokratiet betaler en høj pris for kommunalreformen.

Den samme skævhed ses i en anden af Løkkes grandiose planer – de nye supersygehuse. Statsministeren siger selv, at det er den største offentlige investering siden middelalderens kirkebyggerier. Fordelene ved store og specialiserede sygehuse er åbenlys – problemet er, at balancen overfor nærhed og borgertryghed aldrig blev fundet. Bare spørg i Holstebro eller Svendborg!

Forklaringen ligger i Sundhedsministeriet. Regionerne fik kun de mange milliarder fra staten, hvis ekspertpanelet, ledet af tidligere sygehusdirektør Erik Juhl, godkendte planerne. Sundhedsministeren lod teknokratiet styre og veg tilbage fra politikerens opgave: At sikre balance i forhold til borgernes tryghed. Frem til efteråret 2007 hed indenrigs- og sundhedsministeren – Lars Løkke Rasmussen.

I sidste års portrætbog, ”Projekt Løkke”, betegnes statsministeren som en »gambler«, han er en rastløs samfundsreformator, der trives bedst med store projekter og gerne udfordrer befolkningen for at få sine liberale forestillinger igennem. Et nyt mandat til Løkke betyder meget mere af den slags. Foghs kontraktpolitik er aflyst, banen er kridtet op til langt mere dramatiske samfundsforandringer.

Desværre viser erfaringen, at Løkkes to drivkræfter – liberalisme og teknokrati – er en tvivlsom cocktail, gang på gang støder forestillingerne frontalt ind i virkeligheden. I sin tid blev Anders Fogh Rasmussen kaldt »en farlig mand«. Det var forkert, betegnelsen passer langt bedre på hans efterfølger.