Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.7.2010

Provinsielle problemer

Af Lars Olsen

»Lars Løkke Rasmussen: Jeg tog fejl i Vestjylland«, lød JP’s forside sidste søndag. Statsministerens udtalelser blev i tv betegnet som en undskyldning til de mange vestjyder, der er utilfredse med placeringen af det nye supersygehus. Ved nærmere øjesyn viser det sig imidlertid, at det er en rigtig politiker-undskyldning.

I interviewet med JP siger Lars Løkke Rasmussen, at han har »fejlvurderet bekymringen og utrygheden« i Vestjylland, og at regeringen »ikke har været gode nok til at forklare« sin sygehuspolitik. Det er således ikke politikken, der er noget galt med, propagandaen er bare ikke god nok. Han kunne også have sagt: »Undskyld, kære vælgere, vi har ikke råbt højt nok, siden I endnu ikke har forstået visdommen i vores politik«.

Samtidig peger statsministeren på, at utilfredsheden i Vestjylland også skyldes andre problemer: Krisen kradser særlig hårdt i det jyske, det samme gør landbrugets dårlige afregningspriser. Derimod stilles der ikke spørgsmål ved den omfattende centralisering, som er politikernes eget ansvar.

Sygehusene er jo langt fra det eneste, der udløser protester udenfor de store byer. Tag politireformen, der lukkede politistationerne i mange købstæder. Tag taxameter-styringen, der truer mange uddannelsessteder udenfor storbyerne. Eller tag kommunalreformen, der førte til store og til tider helt unaturlige enheder.

På nogle områder kan centralisering være fornuftig, men den må helt anderledes konkret afvejes med andre hensyn. For eksempel var nogle af de gamle landkommuner for små og udygtigt ledet. Forarbejdet til strukturreformen viste, at kommuner med under 20.000 indbyggere let bliver ineffektive. Analyserne viste imidlertid også, at kommuner med over 50.000 risikerer såkaldt »stordriftsulemper« - bureaukrati, koordinationsproblemer m.v.

Alligevel endte strukturreformen under daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen med mange kommuner på over 50.000. Kommuner, der således ofte er for store – og demokratisk set uholdbare.

Centraliseringen er tæt knyttet til de seneste årtiers skifte i Venstre – geografisk og socialt. For en generation siden var partiet forankret i provinsen og stod vagt om »det nære samfund«. Men under Uffe Ellemann-Jensen gik Venstre »fra højskolen til handelshøjskolen« - som man sagde. Marchen mod byerne fortsatte under Anders Fogh Rasmussen, blot med mere folkelige mærkesager.

Rent vælgermæssigt blev Venstre et større og bredere parti, men det nye bagland er de store byers højere middelklasse. Det fremgik blandt andet af den analyse af partiernes medlemmer, som Magtudredningen udsendte i 2003. Hvis pensionisterne pilles ud af Venstres tal, er 22 procent af medlemmerne landmænd, men hele 46 procent højere funktionærer eller selvstændige i byerhverv. Et tal, der formentlig er endnu højere i dag.

Efter forårets regeringsrokade kom et anonymt V-folketingsmedlem med et vittigt forslag: Drop de dyre ministerbiler, lad en lille bus køre rundt i Nordsjælland og hente regeringen. Tyngdepunktet er skiftet fra Vestjylland til de eksklusive dele af storbyerne.

Centraliseringen er et produkt af dette skifte. Det er managementtænkningen fra direktionsgangene, der lægges ned over sygehuse, politi, uddannelser, kommuner m.v. Hér præges storby-Venstre af de samme forestillinger som deres artsfæller i andre partier og nok så vigtigt: DJØF’erne i toppen af ministerier, organisationer og konsulentfirmaer. »Det nære samfund« er ikke bare afgået ved døden, det er aflivet af den politiske og administrative elite.