Manuskript til interview i Politiken 30.4.2011

Der er brug for en kulturrevolution

Kulturelle og sociale barrierer hindrer de unge i at tage en uddannelse, og før vi gør op med akademiseringen af uddannelsessystemerne og ghettoiseringen af samfundet, skal vi ikke regne med, at 95 procent af en ungdomsårgang kan uddanne sig, mener journalist Lars Olsen, der er forfatter til flere bøger om den sociale skævhed i uddannelsessystemet

Interview

Mette Højbjerg

Regeringen har en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Men tal viser, at alt for mange unge ikke får en uddannelse, og at vi er i færd med at skabe et nyt proletariat af unge uuddannede ufaglærte. Hvorfor er det så svært at få de unge til at tage en uddannelse?

»Umiddelbart er det en rigtig fin målsætning at få alle med på uddannelsesvognen, og det gik fremad indtil år 2000 – flere og flere tog en ungdomsuddannelse – men i ti år har tallet ikke rokket sig. Og det er faktisk ikke så mærkeligt. For en del år siden udkom en bog om boligpolitik, der havde undertitlen ’Forbrydelse eller dumhed?’, og det er lige før, man kan skrive en lignende bog om dagens uddannelsespolitik. Samtidig med at man har lavet en masse mindre tiltag for at få flere unge igennem – både med pisk og støtte til de unge – så går de store hjul i samfundet og uddannelsessystemet den forkerte vej.«

Hvad mener du?

»Det ene er, at uddannelsessystemet bliver stadig mere bogligt og akademisk, mens praktiske måder at lære på træder i baggrunden - det gør det sværere for mange. Det andet er, at samfundet bliver mere ghettoiseret i ordets bredeste forstand: vi bor og går i skole mere socialt adskilt, og det gør det sværere at løfte uddannelsesniveauet.«

Hvorfor har det dog en betydning?

»Fordi alle undersøgelser viser en stærk klassekammerateffekt. Børn er rollemodeller for hinanden. Især for de dårligst stillede betyder det meget at gå i en blandet klasse, hvor de møder forældre, der kommer til forældremøderne, og kammerater der laver lektier. Man kan se det meget kraftigt blandt indvandrere og danskere med sociale problemer. De bliver løftet, når de møder børn fra andre sociale lag. Men man kan faktisk også se det blandt børn af danske håndværkere: Flere tager en boglig uddannelse, hvis de bor i et villakvarter med højtuddannede familier. Der er simpelthen en afsmitningseffekt, men den svækkes af, at vi bor mere socialt opdelt - og går i skole mere opdelt.«

Udover det, du kalder ’ghettoiseringen’ af samfundet, så taler du også om en akademisering af uddannelserne, som gør, at stadig flere får svært ved at tage en uddannelse. Hvad mener du med akademisering?

»Vi har i de seneste 15 år oplevet en kulturændring, som gør det sværere for mange at nå i mål. Der er sket to ting: De praktiske fag i folkeskolen, f.eks. sløjd, er næsten smuldret væk – det er i dag sjældent, man laver noget, der peger frem mod erhvervsuddannelserne. Folkeskolen bliver mere og mere boglig og peger entydigt mod gymnasiet. Børnene fornemmer jo, at status i skolen er, at man er god til det boglige. Hvis du går ned i en almindelig 9. klasse, vil lærerne ofte sige til eleverne: ’når I kommer i gymnasiet, så ...’, mens man slet ikke har det samme forhold til erhvervsuddannelserne.«

Og den anden ting?

»Det andet er, at måden, man lærer boglige fag på, er blevet mere akademisk. Og det gælder både i gymnasiet, på lærer- og sygeplejeuddannelserne og helt ned i folkeskolen. I gymnasiet skal man i dag lære videnskabsteori, i min tid hørte dette hjemme et stykke inde i et universitetsstudium. Og i folkeskolen laver du synopser, hvor du skal redegøre for dine metodeovervejelser. Men hvem ved, hvad en synopsis er, og hvem har forældre, der kan hjælpe med det? Dette skaber ulighed og kulturelle barrierer i uddannelsessystemet.

Det er altså blevet unødigt meget sværere at gå i skole, hvis du kommer med en mere konkret og praktisk tilgang – og dermed peger skoleundervisningen kun i retning af gymnasiet. Erhvervsskolerne er simpelthen ved at blive en blindtarm i det danske uddannelsessystem.«

Det må du lige uddybe?

»Uddannelseseliten – hvis egne børn går i gymnasiet – har groft sagt lagt 95 procents opgaven over på erhvervsuddannelserne: ”Vi placerer nogle mentorer og psykologer ude ved jer, og så kan I lige klare den der…” Derfor er lærerne på erhvervsuddannelserne også dybt desperate.

Her kan man efter min mening stille spørgsmålet om forbrydelse eller dumhed: Uddannelseseliten af politikere, embedsmænd og eksperter beslutter, at det er arbejderklassens uddannelsessystem – erhvervsskolerne – der skal tage sig af den svageste gruppe. Målsætningen om 95 procent er nødvendig, men også ekstremt ambitiøs – den kræver gentænkning af hele uddannelsessystemet. Men det har man ikke gjort. Og derfor går det galt.«

Du taler også om en social barriere for at få de unge gennem uddannelsessystemet. Hvad mener du?

»I de senere årtier har vi fået en marginalgruppe på 10-15 procent af befolkningen, som lever en stor del af deres liv på overførselsindkomster. De har ingen uddannelse og er for eksempel på kontanthjælp eller førtidspension. Her er mange indvandrere, men også en del enlige mødre med dansk baggrund. De bor typisk i belastede områder i de større byer eller i det såkaldte Udkantsdanmark, f.eks. på Sydfyn, Vestsjælland og Lolland-Falster. Marginalgruppen er storleverandør af børn, der kommer i specialundervisning, og unge, der går ud af skolen som funktionelle analfabeter. Det er mange af disse unge, der aldrig gennemfører en uddannelse. Man kan sige, at denne sociale barriere er vokset frem i de senere årtier som en ny form for underklasse, der var ukendt frem til 70’erne.« 

Hvorfor har de så svært ved at uddanne sig – skal de ikke bare tage sig sammen?

»For denne gruppe betyder det meget, at de bor og går i skole mere adskilt fra resten af samfundet. Derfor møder de for få alternative rollemodeller. Man kan sige, at skole- og boligpolitikken forstærker noget, der er skabt af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Faren ved dette er, at alt for mange af børnene ender samme sted som forældrene, og at det går i arv at leve på sidelinjen af samfundet. En del af disse unge finder så sammen i destruktive fællesskaber, hvor idealet er den 25-årige gangster i Audi. Sandheden er desværre, at mange af disse unge har så svage skolekundskaber, så det er mere realistisk at tjene penge ved kriminalitet end ved at tage en uddannelse.«

Hvad skal der til for at få de her unge til at tage en uddannelse?

»Vi skal bryde ghettoiseringen af boligområder og skoler – og så skal vi have intet mindre end en kulturrevolution i uddannelsessystemet.

For det første skal man genskabe respekten for de praktiske fag og dermed give erhvervsuddannelserne mere status. Jeg hørte for eksempel om et ”jord til bord projekt” på en skole i Nordjylland, hvor eleverne var med til at partere en gris, derefter tilberedte den og til sidst lærte at dække et pænt bord og servere grisen. Det peger frem mod en kokkeuddannelse, en landbrugsuddannelse, en tjeneruddannelse osv. Det handler altså ikke bare om sløjd og gamle håndværksfag, men om en meget bredere vifte af konkret undervisning. Vi skal hindre at erhvervsuddannelserne bliver en blindtarm i uddannelsessystemet, dertil hører også en løsning på praktikplads-problemet. Jeg tror ikke, at uddannelseseliten havde levet med at deres egne børn – gymnasieeleverne – blev stoppet mellem 1g og 2g, fordi der ikke var plads. Men det har man i årtier budt arbejderklassens unge.«

Hvad hører, i kort form, mere til kulturrevolutionen?

»At der indenfor de boglige fag bliver en tættere forbindelse mellem teori og praksis. Hele vejen fra folkeskolen til gymnasiet og seminarierne skal begreber og teorier i højere grad læres i tæt forbindelse til virkeligheden. Uden et opgør med akademiseringen får vi ikke genskabt den sociale dynamik i uddannelsessystemet.«

Hvad med de unge selv – skal de og deres forældre ikke også tage sig sammen, i stedet for at vi skyder skylden på samfundet og systemerne?

»Jo, bestemt. Vi har gjort de unge en bjørnetjeneste ved at svække de fælles rammer. I opgøret med ’den sorte skole’, terperiet og disciplinen troede man, at alt kunne klares ved motivation og lyst. Uddannelsesverdenen har nedtonet de klassiske dyder, for eksempel at gøre sig umage eller fordybe sig med en bog eller tekst. Jeg hører til i den venstre side af det politiske spektrum, men mener ikke, at krav til hinanden er noget borgerligt. På de gamle røde faner stod der: ”Gør din pligt - kræv din ret”. Pligten kom faktisk først! «

Så det er en kulturrevolution på flere fronter?

»Ja. Når der en slap holdning hos en del elever, skyldes det en tilbagelænet holdning hos lærere og forældre. Men måske er det ved at ændre sig. Vi har i det seneste år haft en nødvendig debat om Danmarks økonomiske fremtid. Her tænker jeg ikke på regeringens perspektivløse felttog imod velfærden, men på det mere grundlæggende spørgsmål: Hvad skal Danmark leve af? Som foredragsholder sporer jeg en bred erkendelse af, at Danmarks velstand og velfærd ikke er en naturlov, men kræver at vi tager skeen i den anden hånd.

Uddannelsessystemet må pege frem mod et samfund, hvor der er bedre samspil mellem teoretikere og praktikere, og hvor vi forventer noget af hinanden - hele vejen rundt. Fra den unikke forsker til den højt kvalificerede maskinarbejder og den samvittighedsfulde sosu-assistent... Vi skal mindske de sociale og kulturelle barrierer i uddannelsessystemet, men forvente at alle yder deres bedste.«

Tror du overhovedet på, at det kan lade sig gøre at få 95 procent igennem en ungdomsuddannelse?

»Kun hvis man erkender, at kernen i uddannelse er undervisning. Man har prøvet at lave en masse støttesystemer bag de unge, der har det svært, med vejledning og mentorordninger, men kernen er jo, hvad der sker i den daglige undervisning. Indtil vi tager den diskussion, så står vi i stampe. Så kan vi oprette det ene dyre støttesystem efter det andet – uden at tallene for alvor ændrer sig.«