Kronik i Information 21.2.2008

Her kan centrum-venstre lære noget

Hartvig Frisch er en af de få store intellektuelle i dansk arbejderbevægelses historie. Også i dag kan Socialdemokratiet og andre på centrum-venstre hente inspiration fra Frisch, der allerede i 1920erne skitserede en slags tredje vej - blandt andet i uddannelsespolitikken.

Af Lars Olsen

Ritt Bjerregaards Røde Skole har sat gang i debatten om, hvordan Socialdemokratiet og oppositionen rejser sig efter det tredje valgnederlag. Find tilbage til jeres rødder og værdier, lyder det fra mange på centrum-venstre – både i og udenfor partiet. Nej, vi skal forny os og genopbygge tilliden hos vælgerne, svarer Helle Thorning-Schmidt.

I virkeligheden er der ikke den store modsætning. Det klassiske socialdemokrati stod nemlig ikke bare for solidaritet og velfærd, men også for nogle folkelige værdier og sociale prioriteringer, der glemmes i dagens debat.

Et godt eksempel er Hartvig Frisch, der er en af de få store intellektuelle i dansk arbejderbevægelses historie. I 1920ernes og 1930ernes idedebat udviklede han en selvbevidst tredje vej, der tog udgangspunkt i folkets brede lag og lagde afstand til både borgerlighed og datidens elitære kulturradikale. Det gælder blandt andet i uddannelsespolitikken, som jeg tager op hér.

Først et par ord om Hartvig Frisch. I dag er han mest kendt for »Pest over Europa«, bogen fra 1933 der advarede imod nazisme og kommunisme. Hartvig Frisch forenede imidlertid i sjælden grad en intellektuel karriere med en fremtrædende plads i det politiske liv. Han var medlem af Folketinget i en menneskealder, Socialdemokratiets politiske ordfører i 1930erne og undervisningsminister fra 1947 til sin død i 1950.

Hartvig Frisch var også gymnasielærer og dybt engageret i uddannelsespolitik. I 1924 besluttede ægteparret Frisch, at deres datter skulle starte i de »frie klasser« på Vanløse Skole – forsøgsklasser, der brød med datidens strenge disciplin og lod elevernes præge undervisningen gennem gruppearbejde m.v. I 1928 blev Vanløse-forsøgene stoppet af Københavns konservative skoleborgmester med støtte fra S. Og det fik Frisch til at gå imod partilinjen. Han fremhævede, at arbejderklassens børn havde brug for alsidig udvikling og ikke bare »udenadslære og terperi«.

Individualisme og enebørn

Nok så interessant er det imidlertid, at Hartvig Frisch allerede dengang kritiserede de individualistiske sider af den moderne reformpædagogik. Det skete blandt andet i en dobbeltkronik i Socialdemokraten, hvor han udfoldede sine visioner om »Demokratiet og Skolen«.

Her spidder Hartvig Frisch den vidtgående individualisering, der mange årtier senere blev officiel uddannelsespolitik under slogan som »ansvar for egen læring« og »læreren som konsulent«. Disse tanker bygger på en illusion, påpeger Frisch. Han advarer om, at reformpædagogikkens overdrevne individualisering »fører bort fra det fællespræg, der er et vigtigt træk i vor nuværende skole«:

»Enhver, der har haft et enebarn, kender betydningen af det fællespræg, som skolen sætter på et barn. En sådan klasse i en skole er jo i virkeligheden et helt lille samfund, hvori det enkelte barn bliver en ener, som må rette sig efter de uskrevne love, som selve klassens liv nødvendiggør. Heri ligger der efter min mening en opdragende faktor af uvurderlig betydning (…)

Et aristokratisk samfund har råd til at give et enkelt barn særopdragelse og fremelske dets særpræg og støtte dets individuelle særfølelse og selvfølelse. Men et sådant hensyn til den enkelte og en sådan nedbrydning af fællespræget er i direkte modstrid med demokratiets indre krav. Derfor skal man være på vagt overfor al for megen individualisme – altså dyrkelse af den enkeltes luner og egenskaber i selve skolen, og det er det, jeg er tilbøjelig til at tro, at disse nye skoleidealer rummer for meget af«.

Hér er Frisch længere fremme end store dele af vore dages centrum-venstre. Socialdemokrater, SFere og andre har ukritisk købt den blanding af reformpædagogik og management, der præger uddannelsestænkningen. Individualiseringen slog især igennem under 1990ernes radikale undervisningsministre, men har påfaldende bred politisk opbakning. Den kommer ikke bare til udtryk i »ansvar for egen læring«, men også i reformen af erhvervsuddannelserne i 2000 og den nye gymnasiereform.

Hartvig Frisch var aktiv i opgøret med den sorte skole. Alternativet var imidlertid ikke individualisering, men et friere fællesskab. Hvis Socialdemokratiet vil udvikle en uddannelsespolitik, der både er forskellig fra Bertel Haarders og Margrethe Vestagers, kan de starte her!

Den overfladiske dannelse

Også på anden vis kan vore dages uddannelsespolitik hente inspiration. For Hartvig Frisch var en god folkeskole selve fundamentet. Derfor skulle de offentlige tilskud til privatskolerne afskaffes. Her var Frisch i overensstemmelse med det klassiske socialdemokrati. Da S i 1917 fik flertal i København, lukkede det for kommunale tilskud til privatskolerne.

Dengang forlod de fleste skolen efter 7.klasse – enten for at arbejde eller gå i lære. Hartvig Frisch betegnede det som demokratisk betænkeligt, at skolegangen stoppede så tidligt, men troede ikke på en snarlig ændring (først 50 år senere blev undervisningspligten udvidet til 9 år). Derfor foreslog Frisch, at alle unge efter nogle år i arbejdslivet kunne tage på en ny form for kollektivt finansierede ungdomshøjskoler.

Samfundets almene oplysning og dannelse drejede sig om folkeskolen og de nye ungdomshøjskoler – uddannelser for det brede lag. Derimod var Frisch anderledes kritisk overfor gymnasiet, der dengang var en eksklusiv skole for en lille del af en ungdomsårgang. Han kendte gymnasiet fra dagligdagen og rettede især en veloplagt kritik af den nysproglige linje, som var blevet indført med skolereformen af 1903:

»Resultatet er blevet den mærkværdige nysproglige retning, som nærmest er en slags udvidet pigeskoleeksamen, hvis væsentlige udbytte er en vis sproglig velklædthed, som tager sig dannet ud for en overfladisk betragtning.

For unge piger, der ikke rigtig ved hvad de vil, og som går i en rimelig forventning om at blive gift, egner denne uddannelse sig glimrende. Men man må være berettiget til at spørge: Foreligger der her en samfundsopgave, som det må være demokratiets sag at støtte? Svaret, synes jeg, må lyde benægtende (…)

Det er da heller ikke tilfældigt, at dens resultater gennem 20 år ikke har været en studenterånd eller en studenterstand, der er demokratiet værdig. Klosterskolen formåede at skabe klerke, der bar kirkens sag til sejr. Enevældens lærde skole formåede at danne embedsmænd, der regerede i dens ånd. Skulle da demokratiet gennem sin skole nøjes med at uddanne unge fruer og kjoleklædte studenterforeningsherrer, der kan synge ”Kong Kristian” stående?«

Her skal Frisch læses i lyset af datidens samfund. Dengang var behovet for uddannelse langt mindre. I dag må prioriteringen være, at 95 procent gennemfører en faglig eller boglig ungdomsuddannelse. Men hans kritik af uddannelsessystemets elitære – men overfladiske – dannelse er forfriskende. Den oplever vi også i dag, bare under andre former: Hvorfor skal projekter helt ned i folkeskolen forsynes med problemformulering, metodeafsnit og perspektivering? Hvorfor skal opgaver selv i gymnasiet indledes med abstract på engelsk?

I dag består den overfladiske dannelse ikke af kjoleklædte studenterforeningsherrer, der kan synge ”Kong Kristian” stående, men af tilsyneladende afslappede unge mennesker i dyre mærkevarer, der kan reflektere og diskursanalysere i en uendelighed. Den slags kan være udmærket på de akademiske uddannelser, men i andre dele af uddannelsessystemet er den tiltagende akademisering med til at øge uligheden og den almindelige sprogforbistring.

Tæt på landarbejderne

Hartvig Frisch var en af sin tids store intellektuelle og kunne efterhånden smykke sig med titler som både doktor i klassisk filologi og professor. Han var dog også dybt forbundet med de fattige landarbejdere i valgkredsen på Lolland. Gang på valg valgte de historikeren fra København med høje stemmetal. De vidste, at han kendte deres liv og kæmpede for deres interesser. Også hér har vore dages centrum-venstre noget at lære.

Lars Olsen er journalist, forfatter til bøgerne »Den nye ulighed« og »Det delte Danmark« og arbejder på et projekt om folkeskolens historie. Han er ikke medlem af et parti.