Anmeldelse i Information 16.9.2011
Af Stefan Hermann, rektor for Professionshøjskolen Metropol
Skolen har brug for en kulturrevolution
Lars Olsens nye bog er præget af indignation over et ekskluderende og ulighedsskabende uddannelsessystem. Selv om skurkene i hans forfaldsfortælling om skolesystemet ikke er tegnet skarpt, er det et opråb, som vil dele vandene
Folketingsvalget kan have gjort Lars Olsen til en ualmindelig indflydelsesrig debattør og forfatter, når det handler om uddannelsespolitik. I hans bøger vil man kunne finde en række af rationalerne bag den ny regerings uddannelsespolitik. Det er den ene grund til, at det er værd at læse Lars Olsens ny bog, Uddannelse for de mange - opskrift på en kulturrevolution. Den anden er, at den som de foregående bøger Den nye ulighed (2005), Den sociale smeltedigel (2007) og Eliternes triumf (2010) med enkle virkemidler, et stærkt blik for uddannelsespolitikkens ømme tæer, letforståeligt sætter en træfsikker dagsorden, der oven i købet favner bredt.
Lars Olsen kan omfavnes af såvel Bertel Haarder (V) som Nanna Westerby (SF), der begge som Olsen har det vanskeligt med det akademiske; den ene fra et grundtvigsk perspektiv, den anden fra et skulle vi kalde det senarbejderistisk og post-reformpædagogisk perspektiv. Olsen får denne balancegang mellem det journalistiske udfoldet i begejstrede reportager fra virkelighedens helte og heltinder; det analytiske vist med undersøgelser og data samt det politiske med klare standpunkter til at virke enkelt og ligetil. Det er det ingenlunde, omend det har sin pris eller rettere begrænsning. Olsens blinde øje er de videregående uddannelser, hvor han nok kender universitetsverdenen til dels, men ellers misser flere afgørende reformer og udviklinger de senere år og dermed også det kredsløb, som videregående uddannelser, ungdomsuddannelser og folkeskolen udgør. Men måske ligger hans næste projekt her? Jeg ville se frem til det.
Som debattør og forfatter har Lars Olsen et klart projekt. Han er modsat kommentatorer, journalister og forskere altså ikke alene kritisk over for noget, men også for noget. Olsen er for den udelte skole. Men enhedsskolen skal gøres mere virkelighedsnær i sin pædagogik og fagforståelse og række ud til omverdenen. Han er dybt bekymret for den sociale sammenhængs-kraft i Danmark med uddannelses- og boligpolitikkens udvikling det seneste tiår. Folkeskolen er blevet akademiseret, eleverne skal formulere synopser, udråbes som ansvarlige for egen læring, og sløjd bliver til materielt design på læreruddannelsen. Det skaber social ulighed. Drengene taber. Ikke mindst hvis de kommer fra uddannelsesfremmede hjem eller hjem uden et samtalekøkken. Og indvandrerdrengene taber i en mere og mere abstrakt og altid forhandlingsorienteret uddannelseskultur, når det i den fleksible skole er umuligt at kende afstanden til døren og højden til loftet. Det frie skolevalg har sammen med boligboblen bidraget til segregeringen mellem folkeskoler og privatskoler. Meget lysere er historien om ungdomsuddannelserne ikke. Det almene gymnasium er blevet ‘pseudoakademiseret’ med videnskabsteori, hermeneutiske cirkler og laaange hjemmeopgaver, som velmenende flekstidsforældre bistår med, medens erhvervsuddannelserne er blevet holdeplads for nederlag, lavprestige og en pædagogik, der fjerner fagene fra virkeligheden, og uddannelsesforløb, der individualiserer og fremmer frafald.
Det er Olsens forfaldshistorie; et forfald, som er blevet legitimeret som fremskridt med henvisning til vidensamfundet, der har fundet sine skriftkloge hjemmelsmænd i en såkaldt uddannelseselite, som Olsen dog aldrig får defineret endsige afgrænset analytisk tilfredsstillende. Hans analyse har meget for sig, store dele kan empirisk eftervises og analytisk sandsynliggøres langt videre, end han selv gør. Han harcelerer således ingenlunde særligt mod den borgerlige regerings uddannelsespolitik, men søger at forny centrum-venstre-kritikken. Ikke med et kapitalistisk udgangspunkt sådan ville man have gjort for 25 år siden. Lars Olsen er ikke antydningsvist i nærheden af klassisk socialkritik, han er ude efter den uddannelseselite, der har skabt skolen i PH-lampens skær. Det er således en socialkritik, hvor økonomien ikke er centralaksen i samfundsforståelsen. Det er produktionen og fordelingen af kulturel kapital og uddannelseskapital, som den Pierre Bourdieu, alle elever på det almene gymnasium takket være akademiseringen kender, ville have hævdet. Derfor vil Lars Olsen heller ikke have en styringsrevolution, have flere ressourcer til skolen eller tvangsfordele eleverne.
Han vil en kulturrevolution, hvor alle får en murerske i hånden billedligt talt. Åbningskapitlet hedder således også Den indre murer titter frem. Lars Olsen er en slags Mao light. Han foreslår dog ikke et stort spring fremad, men snarere de små, tålmodige skridts politik. Han viser med reportagen som værktøj, at lysene, engagementet og sejrene er derude. I Viborg, Herning og Vanløse. I udeskolepædagogik, i erhvervsklasser, i HF-søfart osv. Vi skal lære af de gode eksempler, endskønt vi formentlig, trods tæppebombning med kataloger af best practice, priser for det ene og det andet, sjældent gør det altså lærer af hinanden i det danske uddannelsessystem. Her er ingen fikse løsninger, men en idé om, at bekendtgørelser og love gøres mere virkelighedsnære, at der sættes gang i forsøgs- og udviklingsarbejde og etableres stærke partnerskaber og alliancer mellem uddannelsessystemets aktører, så forandringer kan virkeliggøres. Han ved godt, at det langtfra er Christiansborg, der alene kan forandre folkeskolen og ungdomsuddannelserne, men et netværk af kræfter. Derfor er hans kritik da også stedvist adresseløs og den meget brede appel til en ny kultur. Et opråb, der ofte høres fra kræfter, der i sind og vilje er afmægtige over for den store kompleksitet i det danske uddannelsessystem, og som derfor ofte er et ekko af afmagt. Og der savnes også hos Lars Olsen om ikke analyser så dog antydninger af, hvad der kunne være kulturforandrende. Her bliver vi ikke rasende meget klogere. Er det lovgivningen? Er det læreruddannelserne til de gymnasiale uddannelser, folkeskolen, erhvervsskolerne? Er det pædagogikken? Er det forældrenes engagement? Er det styringsformen? Er det økonomiske incitamenter? Er det fagpolitisk dominans? Er det for megen christiansborgsk indblanding?
Olsens tekst afsluttes med et efterord af uddannelsesordførerne Christine Antorini (S) og Nanna Westerby (SF), der følger forfatteren fra A til Z og bidrager med et uddannelseshistorisk udblik præget af noget så sjældent som en art selvkritisk ransagelse af arv og lod i den reformpædagogik og akademisering af skolen og ungdomsuddannelserne, Lars Olsen ser løbe sammen i moderne tid, og som de to politikere vedkender sig om end på forgængernes vegne et medansvar for. Antorini og Westerbys udblik og perspektiv tager således den handske op, Olsen kaster. Og de gør det i et indlæg, der også er interessant i kraft af det, der ikke står. F.eks. demokratiets betydning og den demokratiske dannelses status i grundskole og ungdomsuddannelser. Netop radikalt hjerteblod, idet navnlig de radikale historisk kom til at abonnere stærkt på ideen om demokrati som livsform og på en pædagogik bundet op på et fatamorgana om vidensamfundet, som netop Lars Olsen og andre problematiserer i disse år.
Olsen er ikke polemiker, og han er sjældent direkte eller præcis i sin politiske kritik dog undtaget hans åbenlyse uenighed med Konservative. Adresseløs er hans vision og projekt ikke, og hans dedikation til et uddannelsessystem for de mange er et klart kompas, en indignation om man vil. Hans stædige sisyfoskamp gennem en række bøger sigter mod dem, som taber i det uddannelsessystem, der hylder enhed og ‘alle med’, men som systematisk ekskluderer. Det har Lars Olsen skrevet en træfsikker debatbog om. En bog, som mest vil blive mødt med politisk lobhudlen og lidt lavmælt afvisning i den såkaldte uddannelseselite, selv om den burde være en spore til debat og kritik.