Manuskript til artikel i det socialdemokratiske tidsskrift Vision, nr.1 2008:

Skarp intellektuel – men

politiker for de mange

Også i dag kan Socialdemokraterne hente inspiration fra historikeren og politikeren Hartvig Frisch. Han kombinerede intellektuel skarphed med en stærk selvbevidsthed på det brede lags vegne. Allerede i 1920erne lagde Hartvig Frisch på én gang afstand til borgerligheden og den elitære kulturradikalisme.

Af Lars Olsen

Det danske socialdemokrati har altid haft det svært med de intellektuelle. Mens fremtrædende intellektuelle i Tyskland og Sverige var medlem af Socialdemokratiet, har der herhjemme været langt mellem snapsene. En af de få undtagelser er historikeren Hartvig Frisch, der rager op som et åndeligt fyrtårn i dansk arbejderbevægelses historie.

Netop i disse år kan Socialdemokraterne og andre centrum-venstre-kræfter hente inspiration fra Hartvig Frisch.

Socialdemokraterne befinder sig en vanskelig politisk-kulturel klemme. Venstre og Dansk Folkeparti har fået solidt greb om mange af de faglærte og ufaglærte arbejdere, der tidligere stemte på arbejderpartierne. På den anden side sværmer mange højtuddannede for en elitær progressivitet, der rendyrkes af radikale og Ny Alliance, men også findes i dele af S og SF. Socialdemokraterne kommer ikke ud af denne klemme ved bare at flakse mellem disse to positioner; partiet må blive anderledes bevidst om det særlige ved dets egne rødder og værdier.

Det er hér, Hartvig Frisch kommer ind i billedet. I 1920ernes og 1930ernes idedebat udviklede han en slags tredje vej – en selvbevidst linje, der lagde afstand til både borgerlighed og datidens elitære kulturradikale. Teorier og retorik, der tog udgangspunkt i folkets brede lag, dets værdier og dets dagligdag.

FØRST ET PAR ORD om Hartvig Frisch. I dag er han mest kendt for »Pest over Europa«, debatbogen fra 1933 der slog alarm overfor nazisme og kommunisme. Men Frisch forenede i sjælden grad en karriere som historiker og forfatter med en fremtrædende plads i det politiske liv. Han var medlem af Folketinget i en menneskealder, Socialdemokratiets gruppeformand og politiske ordfører i 1930erne og undervisningsminister fra 1947 til sin al for tidlige død i 1950.

Den store spændvidde hos Frisch kom blandt andet frem, da hans doktordisputats i 1941 blev fejret ved en stor fest på Søpavillonen. Arrangementet samlede i sjælden grad store dele af den politiske, videnskabelige og kulturelle elite. Her var taler og sange fra så forskellige deltagere som statsminister Stauning, den konservative Christmas Møller, atomfysikeren Niels Bohr samt forfatterne Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

Hartvig Frisch var også gymnasielærer, siden professor og dybt engageret i uddannelsespolitik. Det kom blandt andet til udtryk ved de såkaldte Vanløse-forsøg. I 1924 besluttede ægteparret Frisch, at deres datter skulle starte i de »frie klasser« på Vanløse Skole – forsøgsklasser der brød med datidens strenge disciplin og lod eleverne præge undervisningen gennem gruppearbejde m.v. I 1928 blev forsøgene stoppet af Københavns konservative skoleborgmester, der fik støtte fra Socialdemokratiet. Og det fik Hartvig Frisch til at gå imod partilinjen. Han fremhævede, at arbejderklassens børn havde brug for en alsidig udvikling og ikke bare »udenadslære og terperi«.

Nok så interessant er det imidlertid, at Hartvig Frisch allerede dengang kritiserede de individualistiske sider af den moderne reformpædagogik. Opgøret med den sorte skole måtte ske på en måde, så uddannelsessystemet fortsat opdragede eleverne til at være del af et fællesskab. Det understregede Hartvig Frisch, da han i 1925 udfoldede sine visioner om »Demokratiet og Skolen« i en dobbeltkronik i Socialdemokraten.

Her spidder Hartvig Frisch den vidtgående individualisering, der mange årtier senere blev officiel uddannelsespolitik under slogan som »ansvar for egen læring« og »læreren som konsulent«. Han advarer blandt andet imod, at de nye skoletankers overdrevne individualisering »fører bort fra det fællespræg, der er et vigtigt træk i vor nuværende skole«:

»Enhver, der har haft et enebarn, kender betydningen af det fællespræg, som skolen sætter på et barn. En sådan klasse i en skole er jo i virkeligheden et helt lille samfund, hvori det enkelte barn bliver en ener, som må rette sig efter de uskrevne love, som selve klassens liv nødvendiggør. Heri ligger der efter min mening en opdragende faktor af uvurderlig betydning navnlig for børn, som senere skal gå ud i samfundslivet og der indordne sig under den store helhed.

Et aristokratisk samfund har råd til at give et enkelt barn særopdragelse og fremelske dets særpræg og støtte dets individuelle særfølelse og selvfølelse. Men et sådant hensyn til den enkelte og en sådan nedbrydning af fællespræget er i direkte modstrid med demokratiets indre krav. Derfor skal man være på vagt overfor al for megen individualisme – altså dyrkelse af den enkeltes luner og egenskaber i selve skolen, og det er det, jeg er tilbøjelig til at tro, at disse nye skoleidealer rummer for meget af«.

Hér er Frisch længere fremme end store dele af vore dages centrum-venstre. Socialdemokrater, SFere og andre har ukritisk købt den blanding af reformpædagogik og management, der præger store dele af uddannelsestænkningen. Individualiseringen slog især igennem under 1990ernes radikale undervisningsministre, men har påfaldende bred politisk opbakning. Den kommer ikke bare til udtryk i »ansvar for egen læring«, men også i reformen af erhvervsuddannelserne i 2000 og den nye gymnasiereform.

For Frisch var alternativet til kadaverdisciplinen et friere fællesskab, ikke en individualisering hvor eleverne bliver behandlet som aristokratiets prinser og prinsesser. Hvis Socialdemokratiet vil udvikle en uddannelsespolitik, der både er forskellig fra Bertel Haarders og Margrethe Vestagers, kan de starte her!

HARTVIG FRISCH UDKÆMPEDE mange intellektuelle slag til både højre og venstre. Hovedslaget stod imod de borgerlige – især da han fra 1935 blev Socialdemokratiets politiske ordfører. Men Frisch gik også med stor ihærdighed og intellekt i kødet på venstrefløjen – både kommunisterne og datidens kulturradikale. Især polemikken med de kulturradikale er interessant i dag, da den har klare paralleller til aktuelle debatter mellem mere jordbundne socialdemokrater og elitære strømninger blandt radikale og venstrefløjen.

1920ernes og 1930ernes debat med de kulturradikale spændte vidt. Dybest set handlede den om synet på almindelige mennesker, frem for alt arbejderklassen. Kulturradikale som samfundsrevseren Poul Henningsen kritiserede Socialdemokratiets »femørespolitik«, der angiveligt svigtede arbejdernes kulturelle udvikling. Efter PH’s mening havde arbejderne overtaget den borgerlige kultur i hverdagsskikke, byggestil m.v.

Frisch havde en helt anden tilgang: Den daglige kamp for lavere arbejdstid og bedre sociale forhold havde også ændret arbejdernes kultur i ordets brede forstand, påpegede han. Få årtier tidligere havde drikkeri været udbredt i arbejderklassen, men nu havde fremgangen ført arbejderne »til sportspladserne, ud i kolonihaverne, til folkebibliotekerne og ikke mindst hjem til et hyggeligt familieliv,« skrev Frisch i 1931 i artiklen Dansk Arbejderkultur.

Han var kritisk overfor dem i Socialdemokratiet, der ville skabe et nyt »socialistisk menneske« ud fra forestillinger om, hvordan mennesket ideelt burde være. For Frisch var udgangspunktet hverdagens arbejderkultur med dets samvirke og fællesskab. Det prægede også polemikken med de kulturradikale. Lad dog arbejderen beholde sin prydplante i fred, skrev han under en af de store debatter med Poul Henningsen.

Hartvig Frisch fremhævede, at kernen i arbejderkulturen er solidariteten. Arbejderklassens fællesskab, der først havde ført til opbygningen af fagforeningerne, men nu satte præg på samfundslivet med udbygningen af en moderne offentlig sektor:

»Overalt hvor privatkapitalismen har rejst et skilt med ”adgang forbudt”, vil arbejderen føle trangen til at vælte skiltet og sætte et offentligt anlæg i stedet«, skrev Frisch, der bemærkede, at mellemkrigstidens bedrestillede arbejder ikke længere vil tiltales med det gamle marxistiske udtryk »proletar«:

»Heraf slutter man ofte, at den danske arbejder altså er blevet ”borgerlig”, men sandheden er den, at det snarere er borgerne i dette land, der er blevet proletariske. Thi hvad er vore skoler, vore hospitaler, vore sporvogne, vore 3.klasses kupeer med polstrede sæder, vore herlige parker og anlæg, der står åbne for enhver, andet end ”proletariske” kulturgoder«.

FOR VORE DAGES KONFUSE socialdemokrati er det mest inspirerende, at Hartvig Frisch kombinerede intellektuel skarphed med en stærk selvbevidsthed på det brede lags vegne. Frisch var stolt over at repræsentere en bevægelse, der organiserede hundredtusinder af jævne arbejdere og kæmpede for de manges interesser.

I de intellektuelle debatter var han ofte hvas i den sociale kritik – hvad enten den ramte borgerskabets overfladiske dannelse eller elitære progressive strømninger. Poul Henningsen fik besked om, at hans æstetiske bolsjevisme bare var »kræs og kaviar for de indviede«, mens Frisch slog hovedet på sømmet, da han i valgkampen i 1926 proklamerede, at »Venstre har dækket bordet til sultens vinter«.

Selv om Frisch var en af landets førende intellektuelle, så han med skepsis på mange akademikeres tilgang til politik. En tilgang, der efter hans mening var præget for meget af golde teorier og for lidt af det praktiske liv. Frisch bemærker, at arbejderbevægelsen i de mere autoritære samfund blev ledet af revolutionære teoretikere, der ikke opnåede konkrete resultater, men at den er nået længst i demokratierne, hvor den blev ledet af »praktiske mænd fra arbejdernes egen kreds«.

Han peger på, at teoretikerne har været en del af europæisk historie siden antikkens Grækenland, men det meste af tiden som tænkere og administratorer for andre, for eksempel enevældens konger:

»Den eneste periode i Europas historie, hvor akademikerne virkelig har spillet en rolle, er nationalliberalismens tid fra 1830 til ca. 1870… Da de brede lag under demokratiet rykkede frem, var det med god grund, de skubbede akademikerne til side; de havde ingen brug for dem udover til administration og forskning. Hermed er akademikerne egentlig i det politiske liv rykket tilbage til den plads, de havde under enevælden, og hvortil de egnede sig fortræffeligt, nemlig at være Suverænens (kongens, L.O.) tjenere.«

Hér skal Frisch selvsagt læses i lyset af sin tid. Allerede dengang fyldt de akademiske cirkler en del i den offentlige debat, men talmæssigt var de ret få. I dag er det langt flere, der har en lang videregående uddannelse – omkring 6 procent af befolkningen, men de har en dominerende rolle i det politiske liv som politikere, konsulenter m.v.

Flere undersøgelser viser, at den sociale rekruttering til både Folketinget og de politiske ungdomsorganisationer bliver stadig skævere. Der bliver flere og flere akademikere, og færre og færre faglærte og ufaglærte lønmodtagere. Er vi ved at genoplive mønstrene fra den nationalliberale tid? Under alle omstændigheder stiller skævheden i det politiske liv nye krav om, at politikerne i langt højere grad forbinder sig med det praktiske liv udenfor Christiansborg.

Det gjorde Frisch i sit personlige liv. Da han i 1926 blev socialdemokratisk folketingskandidat på det fattige Lolland, var det højest en håndfuld, som overhovedet vidste hvem han var. Men siden var den piberygende idehistoriker fra hovedstaden en hyppig gæst i forsamlingshuse og ved mange lokale arrangementer. Han fulgte i detaljer de lokale sager og kendte sukkerarbejdernes og landproletariatets levevilkår, Og derfor valgte de ham gang på gang med høje stemmetal; de vidste at han kendte deres liv og kæmpede for deres interesser. Også hér har vore dages centrum-venstre noget at lære.

Lars Olsen er forfatter til bøgerne »Den nye ulighed« og »Det delte Danmark« og arbejder på et projekt om folkeskolens historie. Han er ikke medlem af et parti.