Artikel bragt i
Ugebrevet A4 nr.2 / 2008, her kan du også læse mere om teknikken bag undersøgelsen:
Familiekultur
er afgørende
for
enliges børn
Børn
af enlige forsørgere klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end børn i
kernefamilier. Ny undersøgelse viser, at familiekulturen er den vigtigste
forklaring. En del af de enlige får ikke skabt de stabile rammer i hverdagen,
der er afgørende for de unge. Derimod klarer børn af enlige med en aktiv
familiekultur sig stort set lige så godt som børn i kernefamilier.
Offentligheden har mange
og modstridende billeder på dem: Alenemødre, alenefædre, eneforsørgere –
kort sagt de familier hvor mor eller far er alene med et eller flere børn.
Den ene dag bebuder
politikerne en stærkere indsats overfor sårbare enlige mødre. Al for mange hænger
fast på overførselsindkomst, og myndighederne frygter en massiv negativ social
arv.
Den næste dag udgiver to
ressourcestærke alenemødre en debatbog. Vi er trætte af offentlighedens
myter, lyder budskabet. Vi vil ikke gøres til stakler – vores familie har et
godt liv uden en mand!
De modstridende billeder
er ikke et tilfælde. En ny undersøgelse viser nemlig, at forskellene mellem de
enlige forsørgere er endnu større end mellem kernefamilierne. Også når det
handler om familiens vaner og omgangsformer.
»Hvis der er en aktiv
familiekultur, har det ikke den store betydning, om man vokser op hos en enlig
mor eller far. Men vi kan se, at en del af eneforsørgerne mangler den stabile
og daglige kontakt til børnene, der er helt afgørende. Den nye undersøgelse
tegner et mere nuanceret og sammensat billede af eneforsørgerne, end det man
tit får indtryk af i den offentlige debat,« siger seniorforsker Beatrice
Schindler Rangvid fra Anvendt KommunalForskning (AKF), der har gennemført
analysen for Ugebrevet A4.
Undersøgelsen viser, at
det har stor betydning for ens resultater i uddannelsessystemet, om man kommer
fra en aktiv familiekultur – for eksempel spiser regelmæssigt med forældrene,
har mange bøger i hjemmet og ofte diskuterer tv eller samfundsforhold. Den
viser også, at det frem for alt er børn af enlige med en inaktiv
familiekultur, der klarer sig dårligt i skolen og siden falder fra på
ungdomsuddannelserne. Derimod klarer børn af eneforsørgere med en aktiv
familiekultur sig næsten lige så godt som børn i kernefamilier – på nogle
områder ligefrem bedre.
Ikke
samlet over aftensmaden
Oplysningerne om
familiekulturen stammer fra PISA-undersøgelserne. PISA2000 testede ikke bare læsefærdighederne
hos 15-årige skoleelever, men stillede også en række spørgsmål om
forholdene i hjemmet. I 2004 blev det fulgt op med endnu en undersøgelse, der
gennem interview med de nu 19-årige unge kortlagde deres vej gennem
ungdomsuddannelserne.
I den nye analyse
fokuserer AKF på de seks forhold i hjemmet, der har størst betydning for de
unges læsefærdigheder. Det er blandt andet, om man som regel spiser et hovedmåltid
med sine forældre, om familien diskuterer tv, bøger og samfundsforhold og om
den har mange bøger. På den baggrund inddeles familierne i dem med »høj
kulturel aktivitet« og »lav kulturel aktivitet«.
På en række områder er
der ikke den store forskel på enlige og kernefamilier. De enlige forsørgere
har lidt færre bøger på reolerne, men den store forskel er, om man flere
gange om ugen spiser et hovedmåltid med sine børn.
Blandt alle børn er det således
kun 14 procent, der ikke regelmæssigt spiser et hovedmåltid med forældrene.
Men blandt eneforsørgere uden videregående uddannelse er det 30 procent af de
15-årige, der svarer at de ikke spiser med forældrene flere gange om ugen.
Blandt enlige med videregående uddannelse er det 22 procent.
»Måltidet er et
samlingspunkt i familien, og forældre der spiser sammen med børnene, er som
regel også på andre områder i en tættere dialog. Men tit er eneforsørgerne
i små familier – for eksempel mor og et enkelt barn - og et samlet måltid
opleves ikke så nødvendigt. Mange er måske også for travle og trætte til at
lave rigtig mad, og hvis man bare spiser håndmadder, er det mere naturligt bare
at se tv eller spille computer. Resultatet er, at familien får mindre sammenhængskraft,
og at børnene føler en mindre forpligtelse, for eksempel overfor skolearbejdet«,«
siger John Aasted Halse, der er familierådgiver og forfatter til en række bøger
om familier og børn.
Mere
end hvert tredje barn
Mere end hvert tredje
danske barn oplever i løbet af deres opvækst, at far og mor går fra hinanden.
Og Ugebrevet A4 bragte i 2005 historien om, at flere skilsmissebørn havner i
restgruppen uden uddannelse.
De opsigtsvækkende tal
byggede på en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viste en
tydelig forskel i, hvem der som 25-årige ikke havde en uddannelse og heller
ikke var i gang. Det var 31 procent blandt skilsmissebørn, men kun 14 procent
blandt dem, der var vokset op hos både mor og far.
Eksperter kom dengang med
meget forskellige forklaringer. Nogle pegede på, at børn kan få følelsesmæssige
problemer ved skilsmisser, mens andre lagde vægt på, at ene- eller deleforældre
kan have sværere ved at sætte grænser og opdrage børnene.
Den nye undersøgelse fra
AKF graver dybere i årsagerne. Den viser, at forskellen på børn i
kernefamilier og børn af enlige forsørgere især bunder i to forhold: At flere
af de enlige forældre ikke selv har en uddannelse – og at familiekulturen tit
er en anden. I kernefamilierne har 41 procent en inaktiv familiekultur, men
blandt eneforsørgerne er det 51 procent – blandt andet fordi flere ikke jævnligt
spiser et hovedmåltid med børnene.
AKF har gennemført en såkaldt
regressionsanalyse af de statistiske sammenhænge. Det er den, der udpeger
forskelle i uddannelse og familiekultur som hovedforklaringerne:
»Men vi kan også se det
på de familier, hvor far eller mor bor sammen med en ny partner. Når man tager
højde for forældrenes uddannelse, er der ikke den store forskel på, hvordan
det går børn i kernefamilier og børn med papforældre. Det tyder på, at når
børn af enlige forsørgere klarer sig dårligere, så skyldes det ikke selve
bruddet mellem mor og far, men at en del enlige har en mere inaktiv kultur i
hverdagen,« siger Beatrice Schindler Rangvid.
Aktive
klarer sig fint
Undersøgelsen viser da
også, at børn af eneforsørgere med en aktiv familiekultur klarer sig udmærket.
Her er forskellen i forhold til børn i kernefamilier meget lille. Blandt aktive
enlige uden videregående uddannelse er der faktisk en anelse flere i gymnasial
uddannelse end blandt dem, der bor sammen med både far og mor.
Enlige mødre skal således
ikke skæres over én kam og bare betragtes som stakler. Det er budskabet i
bogen »Vi er sgu da lige så meget en familie«, der er skrevet af to alenemødre
og gør op med idealforestillingerne om kernefamilien:
»Begge mine børn er
blandt de bedste i deres klasse, og jeg er en bedre mor for dem, end hvis jeg
levede i et dårligt fungerende parforhold. Der er en stemningsmæssig klarhed i
vores hjem. Børnene kan regne med, at jeg er stabil og ikke humørsvingende.
Det ville jeg ikke være med skuffede forventninger til en partner, som gjorde
mig sur og skabte dårlig stemning,« siger Sofie Rud, der er journalist og en
af forfatterne til bogen.
Hun betragter tid som den
store mangelvare. At være alene kræver en benhård prioritering af, hvad man
bruger sin tid på:
»Hvis parfamilierne
syntes at de har travlt, så ved de ikke, hvordan det er at være alene med to børn.
Man er ene om alle de praktiske gøremål i en familie. Jeg må arbejde i døgndrift
for at få det til at hænge sammen, men jeg føler mig glad og fri,« siger
Sofie Rud.
John Halse peger på, at
eneforsørgere i udgangspunktet har det vanskeligere af to grunde. Dels er de
alene med alle de praktiske gøremål, dels er der en fare for social isolation,
fordi det er sværere for eksempel at gå i byen eller på anden vis få
kulturelle input.
»For barnet er der en øget
risiko ved at vokse op med en eneforsørger, men undersøgelsen understreger, at
denne risiko ikke nødvendigvis udløses. Den aktive alenemor eller alenefar kan
kompensere for dét,« siger John Halse.
De
oplevelsesfattige
Det er imidlertid nogle
ganske andre alenemødre, der bor på Alexandrakollegiet i Valby. Kollegiet
drives af Mødrehjælpen og har plads til 11 enlige mødre samt deres børn. Og
det er ofte unge kvinder med en barsk historie bag sig:
»Enlige med et aktivt liv
er typisk vokset op i familier uden sociale problemer, men mødrene hos os har
en helt anden baggrund. De har ofte oplevet mange brud i deres eget
barndomshjem, vold, alkohol og rigtig mange skoleskift. De har så fået et
eller flere børn, men må erkende at drømmen om den gode familie ikke holdt,«
fortæller Lisbeth Ernager, der er forstander på kollegiet.
Kvinderne er i gang med en
uddannelse, når de bor på kollegiet. Og socialarbejderne er meget opmærksomme
på at få skabt en god hverdagskultur. Lisbeth Ernager fortæller om en mor,
der selv er vokset op i et hjem med alkohol og psykisk sygdom - uden nogen form
for forudsigelighed i hverdagen. Hun gav den uforudsigelige hverdag videre til
sit barn. De havde ikke måltider, men spiste bare hver især, når de var
sultne.
»Vi arbejder meget med at
opbygge nogle gode ritualer. Pigerne skal lære, at mad ikke bare er mad, men at
måltidet også er en mulighed for hygge og fællesskab. I dette tilfælde
startede vi med at bede den unge mor lave en planche om, hvordan det gode hjem
ser ud. Hvis måltidet skal gøres til et godt ritual, skal man jo først have
et hyggeligt køkken med et spisebord,« siger Lisbeth Ernager.
Hver tirsdag aften er der
fællesmiddag for hele kollegiet. Det skal ikke bare aflaste den enkelte med
madlavningen, men også skabe venskaber og gode vaner. Samtidig er mange af
familierne »oplevelsesfattige«. Derfor arrangeres der en tur til Dyrehaven
eller et besøg på Glyptoteket, som har gratis adgang om onsdagen. Mødrene
skal lære at udnytte mulighederne for gode oplevelser, selvom midlerne er små.
Større
frafald på uddannelser
Et bredt politisk flertal
er enige om, at 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
Men for en del børn af enlige forsørgere er det lettere sagt end gjort. Værst
står det til blandt eneforsørgere uden videregående uddannelse. Hvis der er
en inaktiv familiekultur, er ikke mindre end 27 procent som 19-årige droppet ud
af ungdomsuddannelserne:
»Mange af dem vil aldrig
gennemføre en uddannelse. De har klaret sig dårligt i folkeskolen, og det gør
det i sig selv sværere. Samtidig har de ikke den nødvendige opbakning til at
holde ved uddannelsen, fordi de mangler tæt daglig kontakt til forælderen,«
siger Beatrice Schindler Rangvid.
John Halse peger på, at
snakken med forældrene over middagsbordet er rigtig vigtig, hvis man har
problemer med for eksempel at gennemføre en erhvervsuddannelse:
»Hvis man kun diskuterer
det med kammeraterne, vil de typisk give én ret i, at mester er et fjols og
skolen noget bras. Derimod vil de fleste forældre opfordre den unge til at
holde ved og spørge, om de skal tale med mesteren eller skolen. Opbakning er
ikke bare at give børnene ret, men også at få dem til at bide besværet i sig
og holde fast på uddannelsen,«, siger John Halse.
Han efterlyser flere
initiativer for de mange tusinde eneforsørgere, der har det svært. For
eksempel netværk i de almene boligområder, hvor der bor mange. Netværk, hvor
forældrene kan drikke kaffe og knytte venskaber, mens ungerne leger i hjørnet:
»Beboerforeninger og
andre laver rigtig mange projekter for mennesker med anden etnisk baggrund, men
det er ikke mit indtryk, at der er samme fokus på de enlige forsørgere,«
siger John Halse.
Af Lars Olsen
Her er
tabelmaterialet til artiklen:
Familiekultur
betyder mest for enliges børn
Det er børn af eneforsørgere
med en inaktiv familiekultur, der klarer sig dårligst i skolen. Børn af aktive
enlige opnår stort set samme resultater som børn i kernefamilier.
Forældrenes
uddannelse
læsetestscores
|
Ingen af forældrene
har videregående uddannelse |
Kernefamilier m.
inaktiv familiekultur |
455 |
|
|
Enlige med inaktiv
familiekultur |
438 |
|
|
Kernefamilier med
aktiv familiekultur |
506 |
|
|
Enlige med aktiv
familiekultur |
506 |
|
Mindst en forældre
har videregående uddannelse |
Kernefamilier m.
inaktiv familiekultur |
506 |
|
|
Enlige med inaktiv
familiekultur |
471 |
|
|
Kernefamilier med
aktiv familiekultur |
552 |
|
|
Enlige med aktiv
familiekultur |
542 |
Frafaldet på
ungdomsuddannelserne er særlig højt blandt børn af enlige, der har en inaktiv
familiekultur og ikke selv en boglig uddannelse. I de øvrige grupper er der kun
begrænset forskel på børn af enlige og kernefamilier.
Forældrenes
uddannelse
Andel der som 19-årige ikke er i gang med eller har afsluttet ungdomsudd.
|
Ingen af forældrene
har videregående uddannelse |
Kernefamilier m.
inaktiv familiekultur |
15% |
|
|
Enlige med inaktiv
familiekultur |
27% |
|
|
Kernefamilier med
aktiv familiekultur |
10% |
|
|
Enlige med aktiv
familiekultur |
13% |
|
Mindst en forældre
har videregående uddannelse |
Kernefamilier m.
inaktiv familiekultur |
13% |
|
|
Enlige med inaktiv
familiekultur |
15% |
|
|
Kernefamilier med
aktiv familiekultur |
4% |
|
|
Enlige med aktiv
familiekultur |
9% |
Aktive
enliges børn går i gymnasiet
I de ikke-boglige familier
er andelen i gymnasial uddannelse lidt højere blandt eneforsørgere med en
aktiv familiekultur end blandt kernefamilierne. Derimod er der færre
gymnasieelever blandt de børn af enlige, der er vokset op i en inaktiv
familiekultur.
Forældrenes
uddannelse
Andel der som 19-årige er i gang med eller har afsluttet gymnasial udd.
|
Ingen af forældrene
har videregående uddannelse |
Kernefamilier m.
inaktiv familiekultur |
39% |
|
|
Enlige med inaktiv
familiekultur |
32% |
|
|
Kernefamilier med
aktiv familiekultur |
62% |
|
|
Enlige med aktiv
familiekultur |
64% |
|
Mindst en forældre
har videregående uddannelse |
Kernefamilier m.
inaktiv familiekultur |
64% |
|
|
Enlige med inaktiv
familiekultur |
51% |
|
|
Kernefamilier med
aktiv familiekultur |
84% |
|
|
Enlige med aktiv
familiekultur |
76% |
Note: Gymnasial uddannelse
er alment gymnasium, hf, htx og hhx.
Kilde: Anvendt
KommunalForskning (AKF) for Ugebrevet A4