Artikel bragt i Ugebrevet A4 nr.1 / 2008, her kan du også læse mere om teknikken bag undersøgelsen:

Aktive familier er mønsterbrydere

Vaner og omgangsformer i familien er afgørende for, hvordan børnene klarer sig i uddannelsessystemet. Det har stor betydning for resultaterne i skolen, om man spiser sammen med sine forældre, har bøger i hjemmet og diskuterer tv og samfundsforhold. Ny undersøgelse viser, at det frem for alt er unge fra aktive familier uden boglig uddannelse, der bliver »mønsterbrydere«.

DERHJEMME - Ditte Schier Bager er 29 år og lærer. Hun er vokset op i en helt almindelig familie på Bornholm. Faren Ole Bager er sælger, mens moren Vera er specialarbejder på en maskinfabrik. Ingen af forældrene har boglig uddannelse, men Ditte tog en studentereksamen – det samme gjorde søsteren Lotte.

»Da vi var små, støttede mor os meget i at læse – Anders And, børnebøger og andet. Og vi talte rigtig meget skole, når familien var samlet til morgenmaden eller aftensmaden. Min far sad i skolebestyrelsen, og når vi skulle skrive stil, bidrog hele familien med gode ideer. Og så skete der altid en hel masse. Vi så ikke meget tv, men var med far på travbanen, med mor til håndbold og på ture til Polen og Sverige,«, fortæller Ditte Schier Bager.

Skiftet til gymnasiekulturen var svær; diskussionerne om Christiansborg-politik og den slags var hun ikke vant til. Men grundlæggende oplevede Ditte Schier Bager en stærk opbakning til at tage den uddannelse, som forældrene aldrig selv fik mulighed for. Og så er hun vokset op i en familie, hvor man næsten ikke kan sidde stille. Vera er lidt med i fagforeningen, Ole optager amatørfilm og begge er aktive travfolk.

Flere i gymnasiet

En ny undersøgelse viser da også, at familiekulturen er afgørende for de unges resultater i uddannelsessystemet. Det er vigtigt, om familien som regel spiser sammen og diskuterer tv-programmer eller samfundsforhold. Det har også betydning, om man tager på museer og om der er bøger og litteratur i hjemmet. Børn fra en aktiv familiekultur klarer sig bedre i skolen og falder i mindre grad fra på ungdomsuddannelserne.

Undersøgelsen er gennemført af Anvendt KommunalForskning (AKF) for Ugebrevet A4. Den viser, at familiens kulturelle aktivitet hænger sammen med forældrenes uddannelse, men kun et stykke ad vejen. Som det ses i grafikken, er der blandt ufaglærte familier både nogle med »høj kulturel aktivitet« og nogle med »lav kulturel aktivitet«, det samme er tilfældet blandt akademikerfamilier. Andelen af aktive familier er dog højere blandt de højtuddannede:

»Den kulturelle aktivitet i familien har en stærk selvstændig betydning for de unges resultater. Det er frem for alt unge fra aktive kortuddannede familier, der bliver mønsterbrydere. De klarer sig relativ godt i folkeskolen, og mange vælger at fortsætte i gymnasiet. Aktivitetsniveauet i familien spiller en stor rolle for, hvilken ungdomsuddannelse de unge vælger,« siger seniorforsker Beatrice Schindler Rangvid, der har gennemført undersøgelsen.

Tallene viser således, at 50 procent af de unge fra aktive ufaglærte familier tager en gymnasial uddannelse – det vil sige går på gymnasiet, hf, hhx eller htx; i inaktive ufaglærte familier er det kun 30 procent. Blandt familier med faglig uddannelse er tendensen den samme. I de aktive familier går 63 procent af børnene i gymnasiet, i de inaktive er det kun 40 procent.

Almen dannelse

Oplysningerne om aktiviteterne i familien stammer fra de unge. PISA-undersøgelsen i 2000 testede ikke bare læsefærdighederne hos 15-årige skoleelever, men stillede også en lang række spørgsmål om forholdene derhjemme – for eksempel om man foretog sig bestemte aktiviteter sammen med mor og far. I 2004 blev det fulgt op med endnu en undersøgelse, der gennem interview med de knap fire tusinde unge kortlagde deres videre færd gennem ungdomsuddannelserne.

I den nye analyse fokuserer AKF på de seks forhold i hjemmet, der har størst betydning for de unges læsefærdigheder. Det er blandt andet, om man hyppigt diskuterer tv, bøger og samfundsforhold med sine forældre, spiser aftensmad sammen, tager på museer og har mange bøger derhjemme. På den baggrund inddeles familierne i dem med »høj kulturel aktivitet« og »lav kulturel aktivitet«.

Undersøgelsen viser en markant forskel på, hvordan de unge klarer sig – både når det drejer sig om læsefærdigheder, frafald på ungdomsuddannelserne og andel der går i gymnasiet. Tallene kommer da heller ikke bag på én, der har arbejdet over 25 år i folkeskolen:

»Enhver lærer kender de elever, der har de seneste tre ugers meddelelser til hjemmet nede i bunden af skoletasken, fordi forældrene ikke interesserer sig for skolegangen. Man kender også hurtigt forskel på de børn, der ser tv i timevis, og dem der holdes på nærende åndelig kost af far og mor,« siger Niels Christian Sauer, der er lærer på Kalbyrisskolen i Næstved og forfatter til en række bøger og artikler om skoleforhold.

Også på Vestenskov Skole på Lolland nikker de genkendende til familiekulturens betydning. Mange af forældrene er ufaglærte, og en del er berørt af den høje lokale arbejdsløshed, men situationen håndteres meget forskelligt:

»Vi har for eksempel en familie, hvor faren arbejdede på Nakskov Skibsværft og blev arbejdsløs ved værftets lukning. Det hele er ved at falde sammen om ørene på dem, selv malingen skaller af huset, der sker intet derhjemme, og sønnen har haft en svær skolegang. Men vi har også en anden arbejdsløs fra værftet, hvor både far og mor er aktive i lokalsamfundet og kommer til alle arrangementer på skolen. Deres ældste søn læser til læge, og den yngste er elevrådsformand,« fortæller skoleleder Hans Tind.

AKFs undersøgelse er da også godt i overensstemmelse med andre analyser, der viser betydningen af såkaldt »kulturel kapital« i familien:

»Omgangsform, vaner og kultur er afgørende for, hvordan børn klarer sig. Den nye undersøgelse viser reelt betydningen af det, man kan kalde almen dannelse: At man kan forholde sig til samfundet og til nogle problemer, som ikke er så lette at løse. Det er jo det, som de unge trænes i gennem samtaler med mor og far og gennem hele kulturen i hjemmet,« siger Niels Ploug, der er forskningschef på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Stabile rammer hindrer frafald

AKF-undersøgelsen kaster også nyt lys over målet om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Den viser nemlig, at kulturen i hjemmet har stor betydning for frafaldet på erhvervsuddannelser og gymnasier.

Langt det højeste frafald findes i de familier, der kombinerer et lavt aktivitetsniveau med manglende tradition for uddannelse. 20 procent af de unge fra inaktive ufaglærte familier er som 19-årige droppet ud af uddannelsessystemet; i de aktive ufaglærte familier er det kun 12 procent. De tilsvarende tal for familier, hvor mindst en af forældrene har en faglig uddannelse, er 18 procent og 10 procent.

»Børnene fra de aktive familier har ofte klaret sig bedre i folkeskolen, og det betyder i sig selv mindre frafald på ungdomsuddannelserne. Samtidig er der tydeligere opbakning hjemmefra til gå i gang med en uddannelse og holde fast,« siger Beatrice Schindler Rangvid.

Hun fremhæver, at svarene på de seks spørgsmål om forholdene i hjemmet er tegn på noget bredere – om forældrene bruger tid på samvær med børnene og på kvaliteten af dette samvær. Og en tæt kontakt til far og mor har stor betydning, hvis den unge får problemer på teknisk skole eller gymnasiet.

Det er også Niels Christian Sauers vurdering:

»Aktive familier lader sjældnere de unge opgive uddannelsen, blot fordi det er lidt svært. Som lærer kender man jo de børn, der altid vælger de nemme løsninger – dem der straks siger at de ikke gider, fordi tingene er lidt svære. Det er typisk børn, der ikke udfordres af deres forældre,« siger Niels Christian Sauer.

Ekstra tilbud til kultursvage?

Familiekulturen er dog langt fra det eneste, der har betydning for de unges chancer i uddannelsessystemet. Nok så afgørende er fars og mors uddannelse. De højtuddannedes børn klarer sig usædvanlig godt – uanset kulturen på hjemmefronten.

Samtidig viser undersøgelsen, at selv om der i alle samfundslag er både aktive og inaktive familiekulturer, så følges uddannelse og familiekultur til en vis grad ad.  Jo højere uddannelse hos forældrene, desto større andel af familierne har en såkaldt »høj kulturel aktivitet«.

I alle sociale lag er det således langt de fleste, der spiser et hovedmåltid med deres børn, men snakken over middagsbordet er vidt forskellig. 62 procent af akademikerne diskuterer ofte politik og samfundsforhold med deres børn, men blandt de ufaglærte er det kun 26 procent.

»Kan den nye undersøgelse bruges til at tilrettelægge de offentlige tilbud, så de i højere grad kompenserer for manglende uddannelse og kulturel aktivitet i hjemmet? Vi skal sikre, at de unge generelt bliver bedre uddannet, men mangler stadig nøglen til at få alle med,« siger Niels Ploug.

Han peger på, at projekter i daginstitutioner og skoler kan give alle børnene noget af dét, som børnene fra aktive familier får derhjemme. Problemet er imidlertid, at det ofte er de velstimulerede børn, som får mest ud af det. Måske bør børnene opdeles gennem særlige tilbud til elever, som ikke har fået nok med hjemmefra:

»Skolen har for eksempel en særlig indsats overfor børn, der ikke læser godt nok. Kan man gøre noget lignende i forhold til børn, der ikke forholder sig alderssvarende til samfund og kultur? Indrømmet: Det vil virke stigmatiserende, men min søn i femte klasse ved jo godt, hvem i klassen der går til ekstra danskundervisning,« siger Niels Ploug.

Leg og læring

En sådan opdeling er Niels Christian Sauer skeptisk overfor. For ham er det en »nødløsning«, når børn udskilles til specialundervisning eller særlige tilbud. Han opfordrer i stedet til at ændre pædagogikken, så der satses mere på fællesskabet i den enkelte klasse. Skolen er i det seneste årti blevet langt mere individualistisk – med »ansvar for egen læring«, slagord om læreren som konsulent og senest elevplaner til hver enkelt elev:

»Der skal selvfølgelig være selvstændige opgaver og projekter, men kernen i skolen må være den gode klasseundervisning, hvor læreren og klassen arbejder sammen. Vi ved fra et hav af undersøgelser, at der er en klassekammerateffekt: Når gruppen rykker, så rykker de lidt svagere elever også. Hvis man ikke har pejlemærkerne med hjemmefra, må man få dem fra læreren og kammeraterne. Ideen om en rummelig folkeskole, hvor man nærmest ophæver normalitetsbegrebet, er ren gift for de børn, der i dén grad har brug for pejlemærker,« siger Niels Christian Sauer.

På Vestenskov Skole er helhed og trygge rammer da også blandt kodeordene. Skolen har flotte resultater i de læsetest, der gennemføres over hele landet, selv om den ligger i et område med mange ufaglærte, høj arbejdsløshed og en del sociale klienter. Resultaterne skyldes blandt andet »leg og læring«, der blev indført i 1999 og indebærer et samlet forløb, som inddrager både skole og skolefritidsordning:

»Leg og læring betød, at skoledagen til og med 6.klasse blev forlænget til klokken 14. Vi kan nu gribe undervisningen langt bredere an – at man for eksempel ikke bare hører bogstaver og ord, men måske også former dem i ler eller tovværk. Vi rammer flere af de børn, der lærer på en anden måde. Og der er et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger, som er en del af skolen. Det betyder blandt andet, at børnene kan få lektiehjælp og lave projektarbejde i skolefritidsordningen,« siger skoleleder Hans Tind.

»Men det spiller også ind, at vi er en lille skole, hvor alle kender hinanden, og forældrene er engagerede i skolen. Trygge rammer er især vigtige for de svage børn«.

 Af Lars Olsen

Her er en sidehistorie til samme artikel:

Eksamensbevisets jernhårde lov

Det er ikke bare kulturen i hjemmet, der har stor betydning for de unges resultater – nok så afgørende er forældrenes uddannelse. Børn af ufaglærte, der kommer fra hjem med en aktiv familiekultur, klarer de sig kun tilnærmelsesvis lige så godt som børn af inaktive akademikere.

ULIGHED – Den sociale skævhed i uddannelsessystemet er ikke sådan at rokke. Aktive forældre gør en forskel, men kun et stykke af vejen. Forældrenes eksamensbevis er stadig afgørende for de unges chancer i skolen og uddannelsessystemet.

Det viser den nye undersøgelse, som Anvendt KommunalForskning (AKF) har foretaget for Ugebrevet A4:

»Hovedresultatet er, at der er to forskellige faktorer, som begge har en stærk selvstændig betydning: Den ene er kulturen i hjemmet, den anden er forældrenes uddannelsesbaggrund. Børn af højtuddannede forældre klarer sig generelt ret godt, også de unge der kommer fra akademikerfamilier uden en aktiv familiekultur,« siger seniorforsker Beatrice Schindler Rangvid (AKF), der har gennemført undersøgelsen.

Undersøgelsen viser for eksempel, at børn af ufaglærte med en aktiv familiekultur som 15-årige læser bedre end børn af ufaglærte med en mindre aktiv kultur. De ligger imidlertid stadig markant under børn af akademikerforældre – også under akademikerbørn med en inaktiv kultur i hjemmet.

Det gør således en forskel, om forældrene spiser sammen med børnene og diskuterer tv-programmer og samfundsforhold, men kun til en vis grad. Forældrenes uddannelsesbaggrund vejer nok så tungt som kulturen i hverdagen.

Det ses også på den andel, der som 19-årige er i gang med en gymnasial uddannelse. Blandt børn af »aktive ufaglærte« er det 50 procent, men blandt børn af »inaktive akademikere« er tallet helt oppe på 77 procent. Frafaldet fra ungdomsuddannelserne er dog nogenlunde på samme niveau, nemlig henholdsvis 12 og 13 procent af de 19-årige.

Højtuddannede bor i samme kvarterer

Eksamensbevisets jernhårde lov bunder i flere faktorer. En af dem er det bredere sociale miljø, som unge med akademikerbaggrund vokser op i. De højtuddannede bor ofte i kvarterer med mange andre veluddannede, uanset om familien har en aktiv kultur eller ej:

»Hvis man vokser op i en akademikerfamilie, hvor forældrene har mere travlt med karrieren end med deres børn, vil man typisk have kammerater, der er børn af andre med gode uddannelser. Og dét man ikke får hos mor og far, får man måske fra kammeraterne og deres forældre. Samtidig er man trods alt vokset op i et miljø, hvor forældrene læser aviser og bruger den sparsomme fritid på spændende ferierejser i stedet for at tage det billigste tilbud,« siger Niels Ploug, der er forskningschef på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Samtidig har kulturen i uddannelsessystemet stor betydning. Det fremhæver projektleder Lars Ulriksen fra Center for Ungdomsforskning. Han er ved at lægge sidste hånd på et forskningsprojekt, der interviewede 135 gymnasieelever fra såkaldt »gymnasiefremmede« miljøer – det vil sige unge, der er i gang med at tage en studentereksamen, selv om far og mor ikke har det:

»Familier med længere uddannelse har et stort fortrin, når de boglige sider af undervisningen bliver dominerende, sådan som det sker i gymnasiet og folkeskolens ældste klasser. En håndværkerfamilie kan have stærkt fællesskab og stort samfundsengagement, men de vil typisk tale et konkret sprog, der ikke giver anerkendelse i gymnasieverdenen. Deres børn vil også være mere fremmede overfor de uskrevne normer og regler, der præger disse dele af uddannelsessystemet,« siger Lars Ulriksen.

Lektiecafeer og fælles opgaveskrivning

I det nye forskningsprojekt peger mange af de unge på, at sproget i gymnasiet er abstrakt og bruger mange fremmedord. Unge fra »gymnasiefremmede« miljøer har også svært ved at forstå de bredere tankesæt og handlemåder, der præger undervisningen – for eksempel når læreren beder eleverne om at »analysere« eller »perspektivere«. Dette er især problemet i de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag, hvor kravene er mere diffuse end i matematik eller fysik.

»Når eleven skal have hjælp derhjemme, har forældre med akademiske eller mellemlange uddannelser også helt andre muligheder for at udlægge teksten. Mange forældre med faglært eller ufaglært baggrund vil være lige så meget på bar bund som de unge. Og det skel slår igennem, uanset om kulturen i hjemmet i dagligdagen er aktiv eller ej,« siger Lars Ulriksen.

Han peger på behovet for en tættere kontakt mellem lærere og elever, så eleverne kan få bedre støtte og læreren et klarere billede af eleven. For eksempel gennem lavere klassekvotienter eller ordninger med to lærere.

Samtidig er klassekammeraterne en stor ressource. Eleverne er generelt rigtig søde til at hjælpe hinanden:

»Man kunne kombinere lektiecafeer med grupper, hvor eleverne arbejdede sammen om opgaveskrivning og lignende, men det bør være en del af skoletiden. Hvis det ligger efter skoletid, falder nogle fra – for eksempel på grund af erhvervsarbejde eller lang transporttid. Og det er tit de elever, der har mest brug for støtte fra lærere og kammerater,« siger Lars Ulriksen.

 Af Lars Olsen

Her er tabelmaterialet til artiklen:

Unge fra aktive familier læser bedre…

I alle sociale lag klarer unge fra hjem med en aktiv familiekultur sig bedre i skolen. Forældrenes uddannelsesbaggrund har dog også stor betydning for de unges læsefærdigheder.

Forældrenes uddannelse                                                Læsetestscores

 …flere går i gymnasiet…

Familiekulturen har også stor betydning for, om de unge går i gymnasiet. Aktiviteten i hjemmet er især afgørende for, om børn af faglærte og ufaglærte vælger en gymnasial uddannelse. De højtuddannedes børn gør det i stort tal – uanset familiekulturen.

Forældrenes uddannelse                                                Andel der som 19-årige er i gang med eller har afsluttet gymnasial uddannelse

 …og færre falder fra ungdomsuddannelserne

Unge fra hjem med en aktiv familiekultur er også langt sikrere på at gennemføre en ungdomsuddannelse. Frafaldet er især massivt blandt unge fra hjem, der både er kortuddannede og ikke har en aktiv familiekultur.

Forældrenes uddannelse                                                Andel der som 19-årige ikke er i gang med eller har afsluttet en ungdomsuddannelse

Kilde: Anvendt KommunalForskning (AKF) for Ugebrevet A4