Kronik bragt i Politiken 6. november 2006
Gør op med
elitekulturen!
Af LARS OLSEN og JAN ANDREASEN
SARA JENSEN ER midt i tyverne. Barndomshjemmet var ikke
ligefrem tapetseret med bogreoler, men Sara fik en glimrende studentereksamen.
Og nu vil hun læse videre.
For familien er det lidt af et spring. Far er
maskinarbejder og mor er kontoruddannet, så videregående uddannelse er en helt
anden verden. Alligevel bakker de Sara op. »Du skal bruge dit gode hoved«,
siger mor stolt.
Sara vil uddanne sig til sygeplejeske. En videregående
uddannelse, men samtidig noget konkret der handler om mennesker. Egentlig har
hun haft noget med sygeplejesker lige siden hun som barn lå på hospital med en
blindtarmsbetændelse.
Uddannelsen bliver imidlertid en ubehagelig overraskelse.
Det sundhedsfaglige er ikke problemet. Men hvad skal de dog med Habermas og
Foucaults teorier? Med videnskabsteori og diskursanalyse? Sara har svært ved
det, og forældrene ryster opgivende på hovedet. »Akademikere – dem har
Fanden skabt«, udbryder far.
SARA JENSEN ER ET tænkt eksempel, men desværre typisk for
mange unge. I sensommeren satte Politiken på forbilledlig vis fokus på
problemerne i sygeplejeuddannelsen, som ifølge kritikere er blevet »akademiseret«.
I virkeligheden er dette kun toppen af isbjerget. Store dele af
uddannelsessystemet er præget af en tilsvarende elitær kultur, der fastholder
den sociale skævhed i adgangen til uddannelse.
Med sommerens velfærdsaftale vedtog et bredt flertal i
Folketinget nogle nødvendige – men også vidtrækkende –
uddannelsespolitiske mål:
95 procent af de unge skal gennemføre en
ungdomsuddannelse.
Og mindst 50 procent skal tage en videregående uddannelse.
Dette er nødvendigt, hvis danskerne skal rustes til
globaliseringens skarpe konkurrence, fremhæves det. Og vi er helt enige. Spørgsmålet
er bare, hvordan de ambitiøse mål gøres til virkelighed.
95 procent af de unge med akademikerbaggrund tager allerede
i dag en ungdomsuddannelse og mere end to tredjedele fortsætter i videregående
uddannelse. Det er ikke hér, vi finder et yderligere potentiale. Hvis de
politiske mål skal blive virkelighed, må der frem for alt mere uddannelse til
Sara Jensen & Co. – til de unge, der er længere væk fra
uddannelsessystemet, socialt og kulturelt. Det er de faglærte og ufaglærte
arbejderes børn, der ikke bare skal gennemføre en ungdomsuddannelse, men også
i langt større omfang tage en videregående uddannelse. Og det sker ikke uden
et opgør med den elitære kultur, der udgør en snubletråd for mange unge fra
ikke-boglige miljøer.
FRAFALDET PÅ FLERE AF de mellemlange uddannelser taler
deres eget tydelige sprog. En nylig publiceret rapport fra
Undervisningsministeriet viser, at sygeplejersker er blandt de såkaldte
professionsbachelorer, der har størst frafald. Mere end en tredjedel af en årgang
sygeplejeelever stopper før tiden. Læreruddannelsen har en lignende
frafaldsprocent.
Næsten halvdelen af den teoretiske undervisning på
sygeplejestudiet er i samfundsvidenskab og humaniora; videnskabsteori,
forskningsmetode, religion, etik, filosofi, psykologi, pædagogik,
kommunikation, sociologi, antropologi, organisation, ledelse og jura. Disse
emner fylder således næsten lige så meget som den sundhedsfaglige teori.
Samtidig spiller teoretisk læsestof og overvejelser om »ansvar for egen læring«
en langt større rolle i de perioder, hvor eleverne er i praktik på sygehusene
og egentlig burde hellige sig det daglige arbejde med patienter og kolleger.
Sygehusene oplever, at de studerende hele tiden bliver trukket væk fra den
daglige praksis.
Læreruddannelsen drejer sig også mere og mere om alt
andet end de fag, som den nyuddannede lærer skal ud og undervise i.
Med de fire linjefag, som læreruddannelsen rummer for øjeblikket, plus
den megen teoretiske pædagogik – og en i virkeligheden meget beskeden
praktisk erfaring – forlader den nyuddannede lærer seminariet med en faglig
viden i sit linjefag, der svarer til et gymnasialt B-niveau – i bedste fald et
gymnasialt A-niveau. Det er ikke nogen imponerende faglig ballast at have med
sig ud i den store verden. For som en klog mand engang sagde: Når man først står
deroppe ved tavlen, er det ikke nok at kunne dobbelt så meget som de elever,
man skal undervise. Man skal kunne ti gange så meget!!
I de seneste 30 år er det lykkedes for dele af den pædagogiske
elite inden for humaniora og samfundsvidenskab at redefinere indholdet af en
lang række uddannelser. Fra folkeskolen og hele vejen op. Senest er turen
kommet til gymnasiet og HF. Disse uddannelser – og en række mellemuddannelser
– har udviklet sig fra at være klart definerede, med baggrund i en lang
faglig tradition, til i større og større udstrækning at beskæftige sig med læring,
teoretisk metode og brede kompetencer i almindelighed. Samtidig er konkrete og
praktiske sider af uddannelserne blevet svækket.
Dette præger projektarbejdet helt ned i folkeskolens ældste
klasser. Større projektopgaver skal ofte ledsages af lange redegørelser om
perspektivering, emnevalg og metode – noget man tidligere forbandt med opgaver
på universitetet. Mange steder tæller de pseudoakademiske overvejelser lige så
meget som de konkrete resultater, eleven får ud af projektet. Baggrunden er et
uddannelsessyn, hvor al læring sker ved skrivebordet og praksis ikke har nogen
værdi i sig selv.
ENDVIDERE ER UDDANNELSERNE i højere grad blevet elevernes
egne individualiserede identitetsskabende projekter, hvor de respektive
uddannelser skal tilpasse sig »den ny ungdom« i det postmoderne samfund. For
eleverne er jo konstant i forandring og må »skabe sig selv og en forståelse
af deres omverden hele tiden«, som det for nogle år siden hed i en publikation
fra Undervisningsministeriet.
Et godt eksempel er den store Reform 2000 indenfor
erhvervsuddannelserne, der i sin tid blev gennemført af daværende
undervisningsminister Margrete Vestager ®. Der blev i forbindelse med
lanceringen af reformen talt om, at fokus skulle skifte fra undervisning til læring,
at man skulle se »eleven som didaktiker« og at eleven skal tage »ansvar for
egen læring«.
Grundforløbet på erhvervsuddannelserne er splittet op i
en lang række små moduler af fem ugers varighed, så hver enkel elev kan
stykke sit helt eget individuelle forløb sammen på baggrund af sin »personlige
udviklingsplan«. Resultatet er, at frafaldet på erhvervsuddannelserne er
eksploderet i de senere år. Mange af de unge kan ikke overskue de mange
valgmuligheder, og med det individualiserede forløb har de ikke længere det tætte
kammeratskab i en stamklasse. De mangler venner og gode kammerater, hvis
undervisningen bliver kedelig eller der er sociale problemer på hjemmefronten.
De kommende års gyser bliver utvivlsomt, når vi får syn
for konsekvenserne af den gymnasium- og HF-reform, som netop er sat i søen. En
stor undersøgelse blandt gymnasielærerne, som for nylig er publiceret i
Gymnasieskolen, viser at gymnasielærerne frygter for fagligheden efter
reformen. Og sikkert med god grund.
OMKOSTNINGERNE VED DENNE uddannelseskultur har vi allerede
– for folkeskolens vedkommende – fået dokumenteret i de store PISA-undersøgelser.
Som bekendt er danske skoleelever verdensmestre i at samarbejde. Og de er mere
kreative end unge andre steder i verden. Men mange forlader til gengæld
folkeskolen uden de læsefærdigheder, der er nødvendige i ungdomsuddannelserne
og på arbejdsmarkedet. Ligesom der er meget store mangler i f.eks. matematik og
naturfag.
De, der bliver hårdest ramt, er de elever, der har store
faglige problemer – og som ikke kan hente støtte derhjemme. Mor og far kan
ikke hjælpe, for de har ikke en længere boglig uddannelse. Faglighed og faste
rammer bliver ofret til fordel for bløde kompetencer og »ansvar for egen læring«.
En undervisningsform, der er ensidigt indrettet efter den tredjedel af eleverne,
som har forældre med lange og mellemlange boglige uddannelser – hvor forældrene
om nødvendigt kan rette op på skolens mangler.
I virkeligheden gør den samme problematik sig gældende
for sygeplejerskerne og lærerne, som den seneste tids debat så tydeligt viser.
Når man nedprioriterer faglighed og praksis og erstatter det med noget andet, så
får man muligvis nogle mindre gevinster. Til gengæld er de faglige
omkostninger meget store. Fra sygehusene lyder det i dag, at nyuddannede
sygeplejersker er usikre på de mest elementære opgaver, så som at skifte
bandage og tage et blodtryk.
I kommunerne klager man over stigende
efteruddannelses-omkostninger til nyuddannede lærere. Mange nyuddannede lærere
har simpelthen for store elementære mangler, når de forlader seminariet. Al
for mange er ikke fortrolige med deres fag, fordi læreruddannelsen handler om
alt muligt andet. Flere og flere nyuddannede lærere er ved at slide sig selv op
allerede de første år ude på skolerne, fordi de ikke er klædt ordentligt på
til det job, som de træder ud i. Mange hundrede siders teoretisk pædagogik ændrer
ikke på det faktum, at de i løbet af 4 års uddannelse kun har haft 4 ½ måneders
praktik – i et hav af fag – spredt ud på lang række korte forløb. Det
giver ikke de unge lærerstuderende den ro og praktiske erfaring der skal til, før
de slippes løs i folkeskolen.
Udviklingen i uddannelseskulturen har medført, at en
blanding af individualisering og en blød form for humaniora har sejret sig
ihjel. Resultatet er et uddannelsessystem, der er en behagelig tumleplads for
den højere middelklasses velstimulerede børn, men fremmedgør unge fra
ikke-boglige miljøer.
Der er brug for et paradigmeskifte på tre felter:
1) Balancen skal forskydes fra individualisering til fællesskab
– mest akut på erhvervsuddannelserne.
2) Fagligheden skal sættes i centrum.
3) Der skal lægges større vægt på praktik og projekter,
som tager udgangspunkt i konkrete problemer.
Til gengæld må der ryddes ud i nogle af de mange
pseudoakademiske udenomsværker, der præger uddannelsessystemet lige fra
folkeskolen til mellemuddannelser som lærere og sygeplejesker.
KULTUREN I UDDANNELSESSYSTEMET er et produkt af de store
forandringer, der prægede systemet fra 1970erne og frem. Frem til 1960erne var
uddannelsessystemet stadig domineret af det klassiske borgerlige dannelsesideal.
Et ideal, der lagde vægt på udenadslære, respekt for autoriteter og nogle
ydre symboler på dannelse, som havde rødder tilbage i middelalderens
latinskoler. Da vi gik i skole i 1960erne, sagde man stadig ”De” til læreren
og rejste sig, når han kom ind i klasselokalet. Og adgangsbilletten til det
sproglige gymnasium var den lille latinprøve – en meget konkret overlevering
fra latinskolerne.
Ungdomsoprøret var i høj grad et oprør mod denne
gammeldags borgerlige dannelse. Samtidig var 1960ernes og 1970ernes politiske
debat præget af et massivt ønske om større lighed i uddannelsessystemet. Et
stykke ad vejen gik de to bestræbelser op i en højere enhed. Man antog, at
uddannelsessystemet ville blive mere tilgængeligt for arbejderklassens børn, når
kulturen i systemet ikke længere var styret af borgerskabets sociale koder.
Hvis pædagogik og omgangsformer blev demokratiseret, ville den sociale sammensætning
også blive det – troede man.
Det skete bare ikke. Vi fik et mere utvunget forhold mellem
lærere og elever – og heldigvis for det. Vi kan også glæde os over
undervisningsformer, der lægger større vægt på elevernes medleven og
engagement. Alligevel er der stadig en massiv social skævhed i
uddannelsessystemet, og den grundlægges allerede i folkeskolen. Analyser viser,
at mens en ung med akademikerbaggrund i gennemsnit får 9 til folkeskolens
afgangsprøve, opnår sidekammeraten med ufaglærte forældre kun 7,6 i snit.
Altså en socialt betinget forskel på næsten halvanden karakter!
Problemet er, at »nissen flyttede med« – at den
klassiske borgerlige dannelse blev erstattet af en anden uddannelseskultur, der
er lige så elitær. I dag kan den veltilpassede elev fra den højere
middelklasse ikke score billige point hos læreren ved pæne manerer og latinske
verber, men ved lange pseudoakademiske remser om perspektivering og
diskursanalyse. De sociale koder stammer lige som før fra eliten; det gamle
borgerskab har bare tabt terræn til »den kreative klasse« – den del af
videnssamfundets sociale elite, der ikke bygger sin magt på økonomi, men på
lange uddannelser og positioner i toppen af samfundets hierarki.
Whiskyen er skiftet ud med cafe latte, og bankdirektør
Varnæs erstattet af kreative reklamekonsulenter og progressive mediefolk –
for børn fra samfundets brede lag er det imidlertid stadig »de andres«
kultur, der præger uddannelsessystemet. For Sara Jensen & Co er mødet med
skolekulturen fortsat et møde med en fremmed verden.
Undervisningsministeren bør nedsætte en kommission, der går
hele uddannelseskulturen efter i sømmene. Kulturen må i højere grad tage
udgangspunkt i de to tredjedele af de unge, der ikke kommer fra hjem med lange
eller mellemlange boglige uddannelser. Det er Brian med den enlige mor, der skal
gennemføre en ungdomsuddannelse – og unge som Sara Jensen der ikke må falde
fra på de videregående uddannelser. Hvis der ikke bliver rum til dem, kan vi
godt glemme alle de fine ord om uddannelse til alle.
Jan Andreasen er HF-lærer og uddannelsespolitisk ordfører
for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation. Lars Olsen er
journalist, ikke medlem af et parti og forfatter til bogen »Det delte Danmark«.