Kronik bragt i Politiken den 5. januar 2008

Politikerne og elitekulturen

Praktikere i uddannelsessystemet efterlyser et opgør med den elitære

kultur, der favoriserer de højtuddannedes børn. Desværre tør politikerne

ikke tage den nødvendige debat, skriver dagens to kronikører.

Af Lars Olsen og
Jan Andreasen

POLITIKERNE PÅ CHRISTIANSBORG lever på en illusion. Et bredt flertal er

enige om, at næste generation skal være bedre uddannet end deres forældre. Målet er,

at 95 procent gennemfører en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en

videregående uddannelse. Men det antages, at dette massive løft stort set kan ske

indenfor det eksisterende uddannelsessystem. Deri består illusionen.

Mere uddannelse til de mange kræver reformer. Der må frem for alt gøres op med en

uddannelseskultur, som favoriserer de højtuddannedes børn og skaber stopklodser for

ikke-boglige miljøer. Det var dén diskussion, vi rejste i en kronik for et årstid siden

her i avisen (6.nov. 2006). Hér advarede vi blandt andet imod de massive tendenser

til akademisering og individualisering i uddannelsessystemet.

Vi har siden taget debatten i mange sammenhænge, for eksempel i bogen »Den nye

ulighed«, i en række artikler og ved et utal af møder. Og vi har bemærket et

tankevækkende reaktionsmønster:

På den ene side er der massiv opbakning til synspunktet fra lærere og

uddannelsessøgende. Mange af uddannelsessystemets »praktikere« er godt trætte af

de akademiske unoder, der har bredt sig fra universiteterne til mellemlange

uddannelser som sygeplejersker og lærere – ja, helt til folkeskolens ældste klasser. De

oplever også, at individualisering og »ansvar for egen læring« er kørt for langt. Al for

langt.

I nogle tilfælde har vi ligefrem mødt en vredladen afmagtsfølelse: »Hvem henvender

I jer egentlig til? De fleste lærere er jo enige, men dem i toppen vil ikke høre på os«,

siges det. Praktikerne føler sig tydeligvis tromlet af uddannelsesverdenens akademiske elite, der forener store dele af eksperterne, embedsapparatet og

politikerne.

På den anden side har de politiske reaktioner været beherskede, for nu at sige det

pænt. Vi har diskuteret spørgsmålet med flere af uddannelsespolitikkens

nøgleaktører, der typisk blev lidt fjerne i blikket. Handlinger er det ikke blevet til.

Christiansborg-politikerne viger tydeligvis tilbage for at tage fat på kulturen i

uddannelsessystemet.

DET SENESTE ÅR har ellers dokumenteret debattens nødvendighed. For eksempel

har Center for Ungdomsforskning gennemført et stort forskningsprojekt omkring »de

gymnasiefremmede« - de gymnasieelever der er i gang med at tage en

studentereksamen, selv om far og mor ikke har én. Der er, samlet set, tale om knap 40

procent af eleverne indenfor de gymnasiale uddannelser.

Forskerne interviewede 135 gymnasielever fra ikke-boglige miljøer. Konklusionen

er, at mange har svært ved at afkode sprog og spilleregler i gymnasiehverdagen. Når

læreren beder klassen om at »analysere« og »perspektivere« en tekst, så forstår

lægedatteren det umiddelbart, men det gør maskinarbejderens søn måske ikke.

Tilværelsen er bestemt ikke blevet lettere for denne store elevgruppe i de senere år.

Med gymnasiereformen er undervisningen i specielt de humanistiske fag og

samfundsfag blevet meget mere abstrakt. Undervisningsvejledningerne for disse fag

minder da også mest af alt om beskrivelser af faglige mål på universitetet.

På hf skal eleverne i den nye Kultur – og Samfundsfagsgruppe, der efter reformen

består af religion, historie og samfundsfag, tænke faggruppens tre fag sammen. For

som det hedder i beskrivelsen af de faglige mål, skal eleven kunne »anvende og

kombinere viden og metoder fra faggruppen til at opnå indsigt i historiske,

samfundsmæssige og kulturelle sammenhænge med forståelse for det enkelte fags

særpræg«.

Ofte er der tale om hf-elever, som eksempelvis ingen erindring har om, at de har haft

faget historie i folkeskolen. De mangler helt elementært viden og overblik over

hovedbegivenhederne i historien; perioderne fra stenalderen til deres egen barndom

er en stor rodebutik. Disse elever bliver nu bedt om at reflektere over en historie, som

de ikke kender. Samtidig med, at de skal kombinere historiefaget med viden fra

religion og samfundsfag. Det er altså en stor mundfuld!

Center for Ungdomsforskning konkluderer, at mange elever fra familier uden boglig

baggrund ikke er vant til abstrakte diskussioner, hvorfor de har det særlig svært i

humanistiske fag. Mange gange er de dygtige nok i matematik og naturfag.

Problemerne opstår, når »de gymnasiefremmede« træder ind i det gymnasiale

middelklassemiljø, hvor der lægges vægt på helt andre kvaliteter end de er vant til.

Spørgsmålet er, om disse unge har brug for de gymnasiale uddannelser vi tilbyder i

dag?? Eller om den gymnasiale verden simpelthen er ved at blive for verdensfjern?

Ikke mindst efter gymnasiereformen, der som bekendt er vedtaget af alle partier fra

SF til Dansk Folkeparti.

At elever og lærere i folkeskolen står overfor lignende udfordringer, kan man forvisse

sig om ved at studere de såkaldte Fælles Mål. Her bliver elever og lærere mødt af

krav, som de bliver formuleret på de gymnasiale uddannelser. Dels opererer man på

et meget højt abstraktionsniveau i undervisningen, dels er der ingen grænser for

hvilke detailområder elever skal kende til indenfor de respektive fag.

For eksempel omfatter lærebøgerne i samfundsfag i 8.-9.klasse både primær

socialisering, sekundær socialisering og et hav af andre sociologiske begreber. Det er

imidlertid de færreste, der lærer det ordentligt; tværtimod går mange ud af

folkeskolen uden så meget som at kende forskel på Folketingets partier. På papiret

præsterer skolen et hav af akademiske spidsfindigheder, men i realiteten reproduceres

de sociale skel, som eleverne har med hjemmefra.

FOR NOGLE ÅR SIDEN forsøgte uddannelsesforskningens grand old man, Erik

Jørgen Hansen, at rejse debat om den såkaldte uddannelsesinflation: »Jo mere

uddannelse, desto bedre – både for den enkelte og for samfundet.«.

Forholder det sig virkelig sådan, spurgte Erik Jørgen Hansen. Og hans provokerende

konklusion var, at »ret beset tjener de mange og længere uddannelser først og

fremmest til at opretholde gamle klasseskel og lønforskelle«.«. Et synspunkt, der

deles af en række uddannelsesforskere verden over. Herhjemme døde debatten dog

hurtigt…

Erik Jørgen Hansen har imidlertid en afgørende pointe. Alle har brug for en faglig

eller boglig uddannelse som fundament i en omskiftelig verden; derfor målene om 95

procent gennem ungdomsuddannelse og 50 procent i videreuddannelse. Men det

betyder jo ikke, at alle fra automekanikere til skolelærere skal gøres til

halvakademikere!

DE AKADEMISKE UNODER skaber ikke bare social ulighed. De undergraver også

ambitionen om et massivt uddannelsesløft. Statistikkerne viser, at akademikernes

børn for længst har opfyldt 95 procent og 50 procent målene. De næste års løft

handler frem for alt om at få de ikke-boglige med.

Hér udgør akademiseringen én snubletråd, individualiseringen en anden. Det mest

radikale individualiserende eksperiment var den reform af erhvervsuddannelserne,

som blev gennemført i år 2000 af daværende undervisningsminister Margrethe

Vestager, R med støtte fra stort set hele Folketinget.

Reform 2000 betød, at de faste klasser på erhvervsskolerne blev erstattet med korte

moduler, typisk af 5 ugers varighed. Ideen er, at den enkelte selv sammensætter sin

personlige uddannelsesplan og tager »ansvar for egen læring«. Men frafaldet er slet

og ret eksploderet. De unge savner det tætte kammeratskab, som prægede de gamle

stamklasser. At reformen gik hånd i hånd med nedskæringer og »lærerfri timer«

gjorde ikke sagen bedre.

Hvorfor skal det være så svært? Man stiller uvilkårligt spørgsmålet efter at have læst

evalueringen af et forsøg med såkaldt »produktionsbaseret lærlingeuddannelse«.

Forsøget blev gennemført på fem produktionsskoler og omfattede 55 socialt udsatte

unge. Størstedelen havde massive sociale eller faglige problemer; næsten 40 procent

havde højest folkeskolens 8. klasse.

Alligevel har 80 procent af lærlingene idag enten et svendebrev eller er i gang med

uddannelsen, vel at mærke med de samme krav som andre lærlinge.

Produktionsbaseret lærlingeuddannelse bygger nemlig på de bedste sider af

håndværkerkulturen: Et tæt forhold mellem lærlinge og svende, der arbejder sammen

i praktisk produktion. Og en tilrettelæggelse af den teoretiske undervisning, så den

integreres i det praktiske arbejde.

En ny ændring af erhvervsuddannelserne åbner for den slags særlige forløb for de

såkaldt »svage unge«. I virkeligheden ville langt bredere grupper have glæde af tæt

voksenkontakt og bedre samspil mellem teori og praksis. Men da politikerne tidligere

på året reviderede erhvervsuddannelserne, turde de ikke slagte individualiseringens

hellige køer og gøre op med Reform 2000. Resultatet er, at erhvervsuddannelserne

efterhånden er et virvar af moduler, niveauer, uddannelsesformer m.v.

INDIVIDUALISERINGEN KASTER også lange skygger over folkeskolen. Det

dokumenteres blandt andet i en undersøgelse, hvor næsten 500 erfarne lærere

sammenligner eleverne i dag og for 15 år siden (Folkeskolen og Ugebrevet A4, nr.41

/ 2006).

Undersøgelsen er dybt bekymrende. Godt nok mener knap halvdelen af lærerne, at

eleverne er blevet mere selvstændige, men ikke kun for det gode. 63 procent svarer

således, at elevernes sociale færdigheder og hensyntagen til hinanden er mindre end

før. Flertallet anser det også for sværere at få undervisningen til at fungere, fordi

eleverne har mindre respekt for læreren

Undersøgelsen viser individualiseringens janushoved: Det er fint, at eleverne kan

optræde selvstændigt, men de skal også kunne indgå i et fællesskab, hvor der er

respekt for læreren og de andre i klassen. Og det kniber i al for mange tilfælde.

Individualiseringen af skolen er ikke faldet ned fra himlen, men skyldes politiske og

pædagogiske valg. Det er et resultat af »ansvar for egen læring«, som slog igennem i

1990erne. Og det er et resultat af den vidtgående undervisningsdifferentiering og

såkaldte »rummelighed«, der fulgte med folkeskoleloven i 1993. En lov, som V, S og

R var fælles om.

For folkeskolens vedkommende skal fællesskabet genskabes og fagligheden stå i

centrum for skolens virke. Følgende 5 principper kunne være udgangspunktet for

Fællesskabets skole:

- En folkeskole, der har fællesskabet som det afgørende i sit grundlag.

- En folkeskole med elevindflydelse – i stedet for demokrati.

- En folkeskole med læreren som pædagogisk og faglig autoritet.

- En folkeskole, der står ved at fagligheden er skolens kerneydelse.

- En folkeskole, der stiller præcise krav til elever og forældre.

Desværre har folkeskolen mange steder udviklet sig til et supermarked, hvor elever

og forældre bare kræver ind. Til stor skade for fællesskabet. Folkeskolerne skal blive

bedre til at melde ud til elever og forældre hvad de står for. Vi har de og de faglige

krav. Vi sætter de og de rammer for elevernes adfærd på skolen. Så er det muligt, at I

må give afkald på nogle særlige individuelle ønsker, men til gengæld tilbyder vi et

fællesskab med trygge rammer og en undervisning med solid faglighed.

Trygge rammer og kammeratskab er alfa og omega for de svage, men også for mange

andre. Individualisering og akademisering passer højest til en mindre gruppe meget

velstillede og velstimulerede unger. Det er uddannelsessystemets akademiske elite,

der har skabt et system i dets eget billede!

HVORFOR TAGER POLITIKERNE ikke fat på den elitære kultur i

uddannelsessystemet? Hvorfor har ingen gjort opgøret med individualisering og

akademisering til en mærkesag?

Vi har i de seneste år haft en usædvanlig hård debat om folkeskolen, men i

virkeligheden er det et sammenstød mellem to segmenter af den højtuddannede

middelklasse:

På den ene side den karrierebevidste middelklasse, repræsenteret af V og K, der har

stået for en gevaldig faglig opstramning. En del af dette er ganske fornuftigt – især af

hensyn til de svage elever; problemet er at der følger en gammeldags

stræbermentalitet med. For eksempel er mantraet om »hurtigt igennem

uddannelsessystemet« nemt for mange af de højtuddannedes børn, men straks

sværere for knap så uddannelsesvante miljøer.

På den anden side den selvrealiserende middelklasse, repræsenteret af de radikale og

dele af venstrefløjen. Hér lægges vægt på bløde kompetencer, mens holdningen til

faglighed er mildt sagt tilbagelænet – »hvis Brian ikke kan læse i anden klasse, kan

han det nok i fjerde«. Det er jo også nemt nok, hvis far og mor kan afbøde skolens

mangler hjemme ved PH-lampen; det er straks sværere for Brian.

Socialdemokraterne er tydeligvis klemt i denne strid. Først indgik man

folkeskoleforliget med regeringen, så opsagde man det af hensyn til de radikale, siden

er man så igen hoppet ind i forliget… Den socialdemokratiske klemme bunder blandt

andet i, at partiet aldrig har udviklet sin egen politik omkring uddannelsernes indhold.

Socialdemokratiet har en lang tradition for at forholde sig til økonomi og strukturer,

ikke til værdier og kultur. Historikeren Søren Mørch beskriver meget præcist,

hvordan 1990ernes Nyrup-regeringer optrådte som »socialteknologer« - de fik med

stor succes fjernet massearbejdsløsheden, men formåede ikke at håndtere mere

kulturelt betonede politiske spørgsmål.

Videnssamfundets sociale konflikter handler imidlertid nok så meget om værdier og

kulturer. Hvis S skal bekæmpe den moderne ulighed, må partiet ud over den

socialteknokratiske tradition også tage fat på kulturelle og værdimæssige spørgsmål,

for eksempel i uddannelsessystemet. S skal hverken føre politik for de

karrierebevidste eller de selvrealiserende akademikere, men for det brede lag af ikkeboglige

familier, som partiet engang var stolt af at repræsentere. Og det kræver et

opgør med individualisering og akademisering.

Ét er i hvert tilfælde sikkert: Målene om 95 procent gennem ungdomsuddannelse og

50 procent i videreuddannelse kræver reformer. Hvis politikerne overlader

spørgsmålet om kulturen i uddannelsessystemet til den akademiske elite, vil vi fortsat

tabe store grupper på gulvet. Uddannelse til alle kræver andre boller på suppen!

Lars Olsen er forfatter til »Den nye ulighed« og »Det delte Danmark«. Jan

Andreasen er hf-lærer og uddannelsesordfører for S i Københavns Borgerrepræsentation.