11. november 2005
UNGE
& KRIMINALIET: HER ER DE ”RIGTIGE” TAL
journalist og forfatter til bogen ”Det delte Danmark”
Center
for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) udsendte i sidste uge rapporten
”Kriminalitet blandt børn og unge i Københavns Kommune”. Den bygger på en
spørgeskemaundersøgelse blandt 14.662 skoleelever i 4-9.klasse og tegner
dermed et helt unikt billede af mange unges oplevelser og hverdagsliv.
Rapporten viste – som
omtalt i medierne – at foruroligende mange skoleelever indenfor det seneste år
har været udsat for kriminalitet. En nøjere gennemgang af tallene viser
imidlertid også, at især den grove og personfarlige kriminalitet – vold og røverier
- er tæt knyttet til skoler og områder med mange tosprogede elever. Rapporten
viser, at København er ved at blive en delt by, hvor der i bestemte kvarterer
er opstået en ny form for utryghed.
Denne konklusion er ellers
søgt skjult. Således hedder det i rapporten, at ”der er ikke nogen nævneværdig
sammenhæng mellem etnisk baggrund og offerprocenter”. Og på den baggrund
konkluderer en pressemeddelelse fra den ansvarlige borgmester, Per Bregengaard,
at ”fænomenet er jævnt fordelt over hele byen”, og at ”områder med
mange minoritetsbørn og –unge som Indre og Ydre Nørrebro eller Bispebjerg
stikker ikke af fra andre miljøer”. Borgmesteren siger til Politiken, at det
nok så meget er et problem på skoler med almindelige unge
”middelklassedanskere”.
Dette er imidlertid i
modstrid med de faktiske tal i rapporten. Det er korrekt, at tyverier er ret jævnt
fordelt over de forskellige dele af byen. Derimod er mønsteret for den
personfarlige kriminalitet - vold og røverier – helt anderledes. Vold og røverier
topper i områder med mange tosprogede elever på skolerne. Derimod er den
lavest i bydele med mange ”hvide” skoler og relativ få tosprogede elever.
Markant
forskel på bydele
Den geografiske fordeling
fremgår af rapportens inddeling af skolerne i 15 SSP-distrikter. 16% af
skoleeleverne har ifølge eget udsagn været udsat for vold indenfor det seneste
år, men tallet er meget forskelligt fra bydel til bydel. Andelen svinger fra
omkring hver tiende i de ”pæne” bydele til mere end hver femte på skolerne
i de hårdest ramte områder. I det følgende er andelen af unge, der har været
udsat for vold, sammenholdt med andelen af tosprogede elever på skolerne i
SSP-distriktet:
Har
oplevet vold
Andel tosprogede
Vold
– top-3
Ydre Nørrebro
22%
68%
Indre Nørrebro
20%
66%
Sundby Nord
19%
41%
Vold
– bund-3
Christianshavn
10%
20%
Indre By
12%
13%
Vanløse
13%
12%
Røverier er mindre
udbredt end vold. 8% af de unge har indenfor det seneste år været udsat for røverier,
også det svinger markant fra bydel til bydel:
Røverier
– top-3:
Andel udsat
Tosprogede på
for røveri
skolerne
Bispebjerg
12%
45%
Ydre Nørrebro
11%
68%
Vestamager
10%
34%
Røverier
– bund-3:
Vanløse
6%
12%
Enghave
6%
47%
Indre By
7%
13%
Mønsteret er – med en
enkelt undtagelse – meget tydeligt: Skoler og bydele med meget personfarlig
kriminalitet er typisk også områder med mange såkaldte ”sorte” skoler. Og
omvendt: Den personfarlige kriminalitet er lavest i områder med ”hvide”
skoler.
Den eneste undtagelse fra
mønsteret er Enghave. Forklaringen er formentlig, at det er et af byens mindste
SSP-distrikter med kun to skoler. Dermed er tallene præget af større
usikkerhed – især omkring røverier, der også er den mindst udbredte form
for kriminalitet. Enkelte episoder
kan således få tallene til at svinge meget i en bydel som Enghave.
De unges billede er da også
ekstremt klart. De er blevet spurgt, hvorvidt kriminalitet på skolen, på
skolevejene og i boligområdet er et stort problem. Ifølge CASA-rapporten er
der fire områder, hvor skoleeleverne betragter kriminalitet som et stort
problem, mens det anses for langt mindre på skolerne i fire andre kvarterer
(s.69). Her er de to gange fire områder, hvor tallene i parentes angiver
andelen af tosprogede elever på skolerne:
Er
kriminalitet et stort problem?
Top-4:
Bund-4:
Indre Nørrebro (66%)
Indre By (13%)
Ydre Nørrebro (68%)
Christianshavn (20%)
Sundby Nord (41%)
Indre Østerbro (11%)
Vestamager (34%)
Vanløse (12%)
Det er rigtigt, at
billedet er forskelligt fra område til område – nogle topper med vold, andre
med røverier, atter andre med utryghed etc. Alligevel skal man være enten
blind eller usædvanlig politisk korrekt for ikke at se det etniske og sociale mønster
i tallene!
Tolkning:
Det handler om ulighed!
For så vidt er det ikke
overraskende. Analyser fra Københavns Politi viser, at unge med
indvandrerbaggrund er massivt overrepræsenteret i egentlige straffesager om
vold og røverier. Forældre på Nørrebro og andre steder har da også talrige
erfaringer med kliker af indvandrerunge, der skaber utryghed blandt børn og
unge – også blandt de mange unge indvandrere, der opfører sig ordentligt.
CASA-rapporten føjer
endnu en brik til denne mosaik ved at analysere ”mørketallet”, det vil sige
det store antal episoder i hverdagen, som ikke fører til anmeldelser og
sigtelser. I rapporten spørges der ikke
til gerningsmændenes etniske baggrund, men til meget andet – gerningsmændenes
køn, alder, hvor mange de var osv. Alligevel tyder den geografiske fordeling,
sammenholdt med vores øvrige viden om problemet, på et klart mønster: At
grupper af utilpassede indvandrerunge er en væsentlig kilde til vold og røverier
blandt byens skoleelever.
Tallene viser da også en
tydelig social og etnisk slagside i bekymringen for kriminalitet. Således anses
kriminalitet for et stort problem blandt 36 procent af de unge med ”helt
udenlandsk” baggrund, men kun blandt 17 procent med ”helt dansk” baggrund.
Kriminaliteten anses også for et større problem blandt skilsmissebørn end
blandt unge i parfamilier.
Forklaringen er ligetil.
Indvandrere og enlige mødre er især klumpet sammen i de boligområder og
skoler, hvor der er størst problemer med alvorlig kriminalitet. Derimod bor
mange af de mere velstillede hvide parfamilier i bydele, som har
ubehagelighederne mere på afstand.
Rapporten viser, at København
er blevet en delt by. Vold, røverier og utryghed er en følge af
ghettodannelsen på skole- og boligområdet. Det skaber grobund for destruktive
subkulturer blandt unge i kvarterer med sociale problemer og dårlig
integration. Og nok engang er det de svage, der betaler prisen for kommunens
hidtidige laden-stå-til.
Det er beklageligt, at
CASA og den ansvarlige borgmester søger at sløre dette billede. En ærlig
analyse af problemet er forudsætningen for, at ”vi” – kommunen, skolerne,
politiet, forældrene m.v. – kan gøre noget ved det.
De markante forskelle fra
bydel til bydel viser, at vi i København er ved at få områder med helt
uacceptabel utryghed blandt unge. Det er ikke et generelt ungdomsproblem, men en
social ulighed i borgernes tryghed, som er i strid med selve kerneværdierne i
vores velfærdssamfund. Den ulighed bør vi gøre noget ved!