Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 20.8.2012

Ungebomben tikker

Af Lars Olsen

Det offentlige rum er spækket med tal. Moderne nyhedsformidling er i høj grad bygget op om analyser. Nogle giver os vigtig ny viden, andre går med god grund ind ad det ene øre og ud af det andet.

Blandt sommerens undersøgelser har jeg især hæftet mig ved én fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: 105.000 unge mellem 16 og 29 år er på overførselsindkomst – det er ikke mindre end 11 procent. Tallet er alarmerende. At krisen skaber et ungeproletariat er ikke længere frygt, men realitet.

Unge på overførselsindkomst er steget med over 40.000 siden 2008. Halvdelen af de unge er på kontanthjælp, og flertallet af disse har ikke andet end folkeskolen. Der er dog også sket en kraftig stigning i unge på dagpenge. De havde arbejde, men blev fyret – eller er gået direkte fra eksamensbordet til jobcenteret. En del af disse har således en faglig eller boglig uddannelse.

Lad os så tage en mere opløftende nyhed. Regeringen fremlægger i næste uge en finanslov med fokus på unge, job og uddannelse. Statsminister Helle Thorning-Schmidt er – efter en sviptur til 2020 – ankommet til 2012. Det nye fokus fremgik af de selvkritiske interviews, hun for nylig gav til flere aviser:

»Jeg husker særligt en dame, som kom hen til mig i omklædningsrummet i mit træningscenter,« fortalte Helle Thorning-Schmidt til JP: »Hun siger til mig, at hun egentlig rigtig godt kan lide regeringen. Men hun forstår simpelthen ikke det der med, at man skal arbejde mere, når der er så mange af hendes veninder, som har svært ved at finde et nyt arbejde«.

Erkendelsens veje er mangfoldige. Kvinden i træningscenteret siger bare det, som de fleste danskere tænker – og vi andre har sagt i månedsvis. Det kan undre, at statsministerens højt betalte spindoktorer ikke har bibragt erkendelsen, men hellere én omvendt synder end 99 retfærdige…

105.000 unge på overførsel er nemlig ikke bare menneskelige tragedier, men også kolossal dyrt. På kort sigt koster det i sociale ydelser og tabte skatteindtægter, på lang sigt i form af flere marginaliserede. Erfaringerne fra 1970erne til 1990erne er entydige. Unge, der starter arbejdslivet med ledighed, har dramatisk større risiko for at blive langtids-marginaliserede. For at sige det på Thorning & Vestager´sk: Det fører til lavere arbejdsudbud. Finansministeriets DREAM-model kan næppe regne med den slags, men i virkelighedens verden får de marginaliserede langt større betydning for arbejdsudbuddet end diverse ændringer af topskatten.

Fra yderfløjene kommer de hurtige fix. Ifølge dele af venstrefløjen er de unge ledige stakkels ofre, som frister en kummerlig tilværelse i den sociale massegrav. Ifølge de borgerlige er det en flok driverter, der skal tvinges i arbejde ved lavere ydelser og ungepålæg.

I virkeligheden er det langt mere sammensat. Unge jobparate på kontanthjælp skal have et los bagi, sådan som det sker med »nytteaktivering« i Aalborg og andre kommuner. De unge ledige omfatter imidlertid også den 27-årige elektriker, som var selvforsøgende familiefar, men nu er ved at ryge ud af dagpengesystemet. Og de omfatter den 23-årige med psykiske diagnoser, der forlod folkeskolen uden så meget som afgangsprøven.

Regeringen er i gang med den pragmatiske værktøjskasse. »Nytteaktivering« til de stærke unge, håndholdt fleksuddannelse til svage, praktikpladser på erhvervsuddannelserne og jobrotation til de nyuddannede, så de i det mindste snuser lidt til arbejdsmarkedet. Vi er ved at tabe en generation på gulvet. Hér er ikke brug for ideologiske bråvallaslag, men for det lange seje træk.