Klumme i Jyllands-Posten 11.6.2012

Thornings nedsmeltning II

Af Lars Olsen

Jeg har i den seneste tid holdt flere foredrag for fagbevægelsens fodfolk. Jeg har også talt med adskillige faglige ledere. Top og bund i arbejderbevægelsen har haft ét til fælles: En dyb skepsis overfor regeringens økonomiske politik. Fredagens forliste trepartsforhandlinger afspejler en tillidskrise mellem S-R-SF-regeringen og afgørende dele af dens folkelige fundament. En tillidskrise, som rækker meget længere end trakasserier i toppen af systemerne.

Blandt de faglige græsrødder hersker en blanding af mistillid og resignation. Regeringens krisepolitik opleves som socialt uretfærdig og ude af trit med lønmodtagernes virkelighed. De besindige røster, der traditionelt tager en S-ledet regering i forsvar, er stort set fraværende. Fagbevægelsens vrede venstrefløj rækker i dag langt ind blandt de socialdemokratiske tillidsfolk.

Meget af græsrøddernes utilfredshed deles af de faglige topfolk. Det er ikke bare hamrende upopulært, at lønmodtagerne skal ofre ferie- eller helligdage, når mange er arbejdsløse. Strategien bygger også på det, en faglig leder kalder Finansministeriets »mærkværdige regnestykker«.

Flere beretter om møder med ministre, hvor realistiske forslag blev skudt ned med henvisning til Finansministeriets computermodeller. Ifølge modellerne giver det øget arbejdsudbud i 2020 at forringe efterlønnen, uanset om arbejdsgiverne efterspørger de ældre eller ej. Derimod tæller det ikke, hvis lønmodtagere frivilligt øger arbejdsudbuddet ved at gå fra deltid til fuld tid. Den »røde« regering har glemt, at økonomi ikke er en eksakt videnskab, og at Finansministeriets modeller er farvet af den borgerlige udbudsøkonomiske skole.

Problemet er ikke, at S-R-SF-regeringen beder folk om at yde ofre. De fleste kan godt se nødvendigheden af løntilbageholdenhed og skarp prioritering af offentlige udgifter. Problemet er, at selve omdrejningspunktet i den økonomiske politik – øget arbejdsudbud – svarer til befolkningens virkelighed som en boksehandske til et blåt øje.

Undersøgelser viser, at 39 procent er berørt af arbejdsløshed hos dem selv, deres børn eller forældre. Det er denne virkelighed, ministrene taler hen over – og det opleves slet og ret som ulidelig arrogant. Hertil kommer, at de velstillede kører på frihjul. Først med regeringens skattereform er der krav til de velstillede, men de er begrænsede, kommer sent og forsvinder igen ved et eventuelt forlig med Venstre.

På denne baggrund kan det ikke undre, at meningsmålingerne sender S og SF i frit fald. Det mest chokerende ved forrige uges »chokmåling« – 16,9 procent til S – er, at det overhovedet er et chok for Christiansborgs boble af politikere og kommentatorer. Det var faktisk til at forudse. I al beskedenhed: Jeg advarede om det i indlæg som »Helle vågn op, I har kurs mod katastrofen« (Politiken 31/3) og »Thornings nedsmeltning« (JP 14/5).

Den sandsynlige prognose er nu: Det bliver værre. De forliste trepartsforhandlinger skaffer ikke ligefrem flere vælgere.

JP offentliggjorde fredag en opsigtsvækkende tale af den socialdemokratiske nestor Mogens Lykketoft. Hér kritiserer 1990ernes succesrige finansminister selve regeringens økonomiske strategi. Samtidig beklager han, at efterfølgeren – Bjarne Corydon – ikke tog et fagligt opgør med Finansministeriets regnemetoder, der bygger på »økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord«.

Thorning & Corydon står nu med et fundamentalt valg: De kan lytte til Lykketoft og baglandet – eller køre centrum-venstre i afgrunden.