Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 9.7.2012

Thornings nedsmeltning III

Af Lars Olsen

Jeg har i de seneste uger grundet en del over spørgsmålet: Hvad foregik der inde i hovedet på finansminister Bjarne Corydon? Hvad tænkte han den dramatiske fredag, da regeringen til alles overraskelse indgik skattereform med V og K i stedet for med Enhedslisten? Forestillede han sig den efterfølgende debat? Interesserer han sig overhovedet for den slags?

Vi ved efterhånden lidt om den dramatiske fredag. Kovendingen blev besluttet af ganske få personer. Da SF-formand Villy Søvndal blev orienteret over telefonen til Rio, var løbet kørt. Resultatet var et voldsomt skænderi mellem ham og Corydon, og ifølge flere medier overvejede Søvndal at trække SF ud af regeringen.

Sidste uge fik vi så Skatteministeriets tal om reformens sociale fordeling. Nok engang er det de højeste indkomster, som får mest ud af en skattereform. Regeringen peger på, at der også er betydelige lettelser til almindelige lønmodtagere midt i indkomstpyramiden – og det er jo rigtigt. Reformen betyder en klækkelig forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, især for enlige forsørgere. Og godt for det.

Alligevel er der grund til bekymring over den skæve fordeling. Det var hér, en centrum-venstre-regering skulle gøre en forskel. Hvad vil S og SF sige, når Lars Løkke Rasmussen efter næste valg vender tilbage til Statsministeriet med en pilskæv nedskæringspolitik? V vil pege på, at »de røde« gjorde det samme, da de selv var ved fadet. Centrum-venstre har mistet legitimitet omkring sit hjerteblod: Social retfærdighed.

Midt i miseren må man glæde sig over en ærlig røst: »Det havde været bedre med en mere lige profil. Men det er svært, når vi også er gået efter en arbejdsudbudseffekt. Den får man bedst med lettelser i topskatten,« sagde finansordfører John Dyrby Paulsen (S) i onsdags til JP. Helt præcist. Regeringstoppens pejlemærke var nok engang øget arbejdsudbud i 2020. Så pyt med det sociale.

Tre dage tidligere havde JP ellers en artikel, der ved første øjekast lignede selverkendelse. Marianne Jelved ® og Magnus Heunicke (S) beklagede, at regeringen har »talt for meget økonomsprog« og for lidt om »de ting, der bekymrer danskerne: Nemlig om der er arbejde til os«.

Det er karakteristisk, at Jelved og Heunicke gør det stærke fokus på arbejdsudbud i 2020 til et spørgsmål om kommunikation. Sådan gør politikere i modvind, men problemet er selve strategien. Det er arbejdsudbudsstrategien, med pejlemærker om 8 år, der har kørt regeringsprojektet i grøften. Ikke bare folkeligt, men også politisk.

Thorning & Corydon siger, at regeringen formidler et bredt samarbejde, men det er noget sludder. Reformer laves kun med de borgerlige. »Arbejdsudbud über alles« lagde gift for trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen, og senest blokerede det for en social skattereform med Enhedslisten. Hvis S-R-SF skal tilbage på sporet, må de gentænke strategien – og det sker næppe.

SF er tydeligvis kørt ud på et sidespor i de store spørgsmål. Kursen lægges til dels af Margrethe Vestager ® - koldt, kynisk og asocialt. Og den lægges til dels i en lukket socialdemokratisk cirkel: Corydon, Thorning og hendes særlige rådgiver, min gamle ven Noa Redington, som jeg ikke har talt med i årevis.

S-toppen minder mere og mere om en Bermuda-trekant – der sker en masse ulykker og forlis i trekanten, men ingen ved rigtig hvordan. Bermuda-trekanten har totalt mistet fornemmelsen for det folkelige Danmark og truer med at suge store dele af arbejderbevægelsen ned. Konsekvenserne er dramatiske og vil præge dansk politik mange år frem.